Valsemøllen gør klar til endnu større produktion af havregryn
Valsemøllen, der har lokationer i Esbjerg, Svendborg og Køge, tjente sidste år 25,7 millioner kroner, viser det netop offentliggjorte 2022-regnskab.
Det er næsten ni millioner mindre end året før, selv om omsætningen steg med cirka 120 millioner kroner og nåede op på knap 780 millioner.
- Det har været et meget udfordrende år med flere uforudsete forhindringer, der har gjort tingene lidt svære. Det er blandt andet råvarepriser og emballage- og energiomkostninger, der er stukket i vejret, og samtidig en forbrugeradfærd, der igen har taget krumspring, siger administrerende direktør Niels Brinch-Nielsen i en kommentar til regnskabet.
Stigningen i omsætningen skyldes ifølge direktøren prisstigninger og en øget eksport af økologiske kornprodukter. Bundlinjen anser han for at være som forventet og et tilfredsstillende resultat i "et yderst turbulent år".
Valsemøllen producerer mel, specialmel, blandinger til brød og kager, adskillige slags morgenmadsprodukter, kerner, flager og frø. Produkterne afsættes til industri, eksport, foodservice, bagerier og detailhandel.
- Ny virkelighed
- 2022 handlede først og fremmest om at tilpasse sig den nye virkelighed, der ramte os, da krigen i Ukraine brød ud. Det skabte kolossale prisstigninger på kornet, som vi aldrig har set det før, og samtidig måtte vi forholde os til energipriser med meget store udsving. Det fik os blandt andet til at igangsætte nye tiltag både i møllerne og i produktudvikling med fokus på at effektivisere og med øjne på økonomien, fortæller Niels Brinch-Nielsen.
Han peger på, at en del af overskuddet geninvesteres med vægt på nye tiltag inden for plantebaserede råvarer, bæredygtighed og klima. Netop nu arbejdes der på en ny havremølle, som kan muliggøre en endnu større produktion af havregryn og andre havrebaserede produkter.
- Selv om de danske forbrugere i 2022 fik noget af en inflationsforskrækkelse, ser det ud til, at vi kigger mod lysere tider, hvad det angår. Derfor tror vi også på, at den vigtige, grønne agenda er på vej tilbage, og vi arbejder målrettet for at kunne imødekomme både forbrugere og kunder på denne dagsorden. Derfor er det også naturligt for os at investere yderligere i lige præcis havre, som vi anser som en af fremtidens vigtige madvarer med sin sunde og klimavenlige natur, siger Niels Brinch-Nielsen.
Valsemøllen beskæftiger cirka 130 medarbejdere.