23948sdkhjf

Kort efter dødsulykke: Ansat stod inde i livsfarlig maskine på slagteri

Det kunne være gået helt galt og i værste fald have kostet menneskeliv.

Sådan lyder vurderingen fra Arbejdstilsynet efter et tilsynsbesøg hos Danish Crown i Sønderborg 4. juli i år, skriver Fagbladet 3F.

Her så den tilsynsførende fra Arbejdstilsynet en ekstern rengøringsmedarbejder stå inde i en karvasker – der bruges til at vaske kødrester af rustfri stålkar – mens den industrielle opvaskemaskine var i automatisk drift.

“Derved var der risiko for, at ansatte fra ISS Facility Services A/S kunne pådrage sig alvorlig personskade, fx i form af klemning og brud eller afgå ved døden,” skriver Arbejdstilsynet, som reagerede på episoden ved at udstede et strakspåbud til Danish Crown.

Tilsynsbesøget fandt sted mindre end tre uger efter en fatal arbejdsulykke på slagteriet - en ulykke, der kostede en medarbejder livet.

Den 44-årige reparatør Michal Meyer blev tirsdag 13. juni fundet livløs og fastklemt i en kassevasker på slagteriet. Han døde af sine kvæstelser fredag 16. juni efter at have ligget i kunstig koma i tre dage.

- Det er fuldstændig vanvittigt og dybt forargeligt, at slagteriet ikke har mere styr på sikkerheden eller lært noget af den ulykke, som kostede min søn livet, siger Hans Erik Meyer, der er far til den afdøde Michal Meyer.

- Det samme kunne være sket igen, siger han.

Stålkar sad fast

Ved episoden 4. juli var der flere alvorlige problemer med sikkerheden, fremgår det af Arbejdstilsynets besøgsrapport og afgørelse, som Fagbladet 3F er i besiddelse af.

Medarbejderen fra ISS Facility Services var gået ind i maskinen for at rette på et stålkar, som sad fast i transportkæderne og indgangslåget. Da stålkaret var rettet til og ført ind i vaskemodulet, skyndte han sig ud gennem en åbning mellem karvaskerens indgangslåge og hegn. Overfor Arbejdstilsynet kunne manden ikke redegøre for, hvordan der sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt kunne foretages indgreb i karvaskeren, mens den var i drift.

Danish Crown har taget strakspåbuddet til efterretning.

- Sådan noget må selvfølgelig ikke ske, og vi har med det samme strammet op på alle vores sikkerhedsprocedurer og instruktioner. Både i forhold til vores egne og eksterne medarbejdere, siger pressechef Jens Hansen, Danish Crown, til Fagbladet 3F.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078