Fødevarekoncernen Future Food med hovedkvarter i Haderslev vil fremover udelukkende fokusere på forædlede fødevarer.
Derfor har koncernen hugget et af sine fire ben af - Gris&Ko, der hovedsageligt har beskæftiget sig med opskæring og pakning af diverse kødudskæringer.
Det har været en rigtig dårlig forretning de seneste år. Efter et overskud på knap en halv million kroner i 2018/19 er det gået støt ned ad bakke: De seneste tre regnskabsår har givet et samlet minus på over 26 millioner kroner før skat, kulminerende med et underskud på 17,4 millioner i 2021/22.