23948sdkhjf

Danske restauranter modtager 44 michelinstjerner - se dem alle her

I alt modtog 31 danske restauranter michelinstjerner til årets uddeling. Tilsammen har de 44 stjerner

Danmark har mandag aften modtaget 44 michelinstjerner fordelt på 31 restauranter ved Michelinguidens årlige uddeling.

Det er det samme antal som sidste år - omend Danmark er en trestjernet michelinrestaurant rigere.

Ved aftenens ceremoni i den finske hovedstad, Helsinki, modtog den danske restaurant Jordnær tre michelinstjerner.

Dermed er Danmark hjem for tre michelinrestauranter med tre stjerner, da både Geranium og Noma har beholdt deres tre stjerner.

Derudover modtog københavnske Restaurant Aure, der åbnede i marts, sin første stjerne.

Restaurantens kok, Nicky Arentsen, blev desuden hædret med talentprisen Young Chef Award 2024.

Samtidig er restauranten Koks ikke længere at finde på årets liste over danske michelinrestauranter.

Den færøske restaurant, der i øjeblikket holder til i Grønland, fik sin første michelinstjerne i 2017. Den anden kom til i 2019.

Flere danske restauranter blev tildelt Michelinguidens særpriser.

Restauranten Lyst i Vejle fik blev hædret med Service Award -- prisen, der gives til restauranter for en særlig god service.

Den københavnske restaurant Enomania fik prisen Sommelier Award. En sommelier står for at udvælge de rigtige vine til restauranternes gastronomiske oplevelser.

To nordjyske restauranter fik desuden den grønne stjerne for en bæredygtig tilgang til gastronomi: Alimentum i Aalborg og Tri i Agger, der beholdt sin michelinstjerne fra sidste år.

Efter Michelinguidens uddeling er Danmark fortsat det land i Norden, der har flest michelinstjerner - 44 - fordelt på 31 restauranter.

Fire svenske, fem norske og to finske restauranter modtog nye stjerner ved aftenens uddeling.

Derfor har Sverige nu 28 michelinstjerner fordelt på 22 restauranter.

Norge har 25 michelinstjerner fordelt på 20 restauranter.

Finland har 10 michelinstjerner fordelt på 9 restauranter.

Island modtog ikke yderligere stjerner og har fortsat tre michelinstjerner fordelt på tre restauranter.

Michelinguiden opstod i Frankrig i år 1900 som en anbefaling af gode spisesteder.

Guiden nævner tusindvis af restauranter, hvoraf de bedste tildeles en, to eller tre stjerner.

Se listen over de nuværende danske michelinrestauranter her:

Restauranter med en stjerne:

* Alouette, København.

* Aro, Odense.

* Domæne, Herning.

* Domestic, Aarhus.

* Dragsholm Slot Gourmet, Hørve.

* Formel B, København.

* Frederiksminde, Præstø.

* Gastromé, Aarhus.

* Jatak, København.

* Kadeau Bornholm, Åkirkeby.

* Lyst, Vejle.

* Marchal, København.

* Mota, Nykøbing Sjælland.

* Restaurant Aure, København - Ny.

* Substans, Aarhus.

* Syttende, Sønderborg.

* Søllerød Kro, København.

* The Samuel, København.

* Ti Trin Ned, Fredericia.

* Tri, Agger.

* Villa Vest, Lønstrup.

Restauranter med to stjerner:

* Alchemist, København.

* Aoc, København.

* Frederikshøj, Aarhus.

* Henne Kirkeby Kro, Henne.

* Kadeau Copenhagen, København.

* Koan, København.

* Kong Hans Kælder, København.

Restauranter med tre stjerner:

* Geranium, København.

* Noma, København.

* Jordnær, Gentofte - Ny.

Kilder: Michelinguiden.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093