23948sdkhjf

Kavli dobler op på velgørenhed

Kavli, der i år kan fejre 120 års jubilæum, har besluttet at fordoble sin årlige donation til velgørende formål fra 500.000 kr. til 1.000.000 kr. i Danmark.
Siden 1962 har Kavli doneret mange millioner kroner til velgørende formål, og beløbsstørrelsen for hele Skandinavien vokser. I år fordobles beløbet fra 500.000 kr. til 1.000.000 kr. Det er Kavlis 75 medarbejdere i Danmark, der indstiller humanitære organisationer og foreninger til donationen, som har et ikke-kommercielt fokus.

- Både ledelse og medarbejdere i den danske organisation er stolte af, at vores donation rykker op i en ny liga, siger Finn Høy Houengaard, adm. direktør i Kavli.

Det er Kavlifondet, der står for CSR-projekterne. 40-50 pct. af Kavli-koncernens udbytte går til fondet, som står for gruppens donationer til humanitært arbejde, kunst og kultur, samt forskning.

Den 17. oktober afgøres det, hvilke danske projekter, der får støtte fra Kavli i år. Navnene på de tilgodesete organisationer bliver offentliggjort i december, hvor også pengene overrækkes.

Sidste år donerede medarbejderne 400.000 kr. til Danske Hospitalsklovne og 100.000 kr. til Hus Forbi. Forrige år gik 400.000 kr. til PS Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser.

Professor: Donation giver medarbejdere medejerskab
Ifølge CSR-professor Esben Rahbek Gjerdrum Pedersen, CBS, vælger stadig flere virksomheder at kaste CSR-ressourcer efter strategiske projekter, hvor aktiviteterne er knyttet til virksomhedens kernekompetencer og forretningsmodeller.

- De fleste virksomheder stræber efter at skabe en forretningsmæssig værdi med deres donation, om det så drejer sig om en it-virksomhed, der stiller software gratis til rådighed for en gruppe studerende, eller produktionsvirksomheder, hvis produkter indeholder en social eller miljømæssig dimension. Det tyder på, at antallet af rene, ikke-kommercielle donationer bliver færre med årene. Derudover ser man ikke så ofte, at medarbejderne suverænt indstiller, hvem donationerne skal gives til. Det giver dem uden tvivl en større følelse af medejerskab og er på sin vis meget skandinavisk, siger Esben Rahbek Gjerdrum Pedersen.

I den seneste IDC-analyse fra 2012 - ”Global Corporate Citizens – The State of Corporate Social Responsibility” - går tendensen mod færre CSR-initiativer blandt de adspurgte 400 europæiske virksomheder, herunder 50 danske. På spørgsmålet om hvad de mener er den største hindring for CSR-arbejdet, svarer størstedelen af respondenterne ’finanskrisen’ (kilde: White Paper by IDC, oktober 2012).


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094