Eks-topchef i Toms er formand: Nye millioner skal hjælpe destilleri med at indfri ambitioner
Et af landets mange ambitiøse mindre destillerier, Thornæs Destilleri i nordsjællandske Kagerup, har netop rejst et pænt antal millioner kr. til at videreudvikle virksomheden for.
Den seneste runde af kapitalrejsning har indbragt over 3,7 millioner kroner, og det bringer destilleriets kapitaltilførsler op på næsten otte millioner kr. inden for knap to år.
Ifølge en pressemeddelelse vil Thornæs Destilleri producere økologisk whisky med korn fra egne marker i Kagerup og whiskyfade af træ fra Nordsjælland.
- Det har altid været ambitionen at skabe en whisky med en lokal identitet, og derfor forsøger vi at inddrage alt det, der former vores region. Selvfølgelig vil vi have økologisk korn fra egne marker, men vi vil også gerne modne vores whisky på fade, som er bygget af lokalt træ, og vi vil ryge vores malt med råvarer, der er groet i vores baghave, siger Torben Thornæs, grundlægger og direktør i virksomheden, der nu har 145 ejere.
Torben Thornæs selv er dog fortsat hovedaktionær.
En anden stor aktionær i destilleriet er den tidligere topchef i Toms Gruppen, Jesper Møller, der er formand for bestyrelsen.
- Den nye kapital kommer fra både eksisterende og nye aktionærer. For mig er det et tegn på, at selskabet har ejernes tillid, men også at vi har et projekt her, som bliver ved med at vække interesse, siger han.
Regnskabsår | 2022 | 2021 | 2020 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | - | - | - |
Bruttofortjeneste | -0,4 | 1,0 | 1,3 |
Resultat af primær drift | -2,3 | 0,1 | 0,7 |
Resultat før skat | -2,4 | 0,1 | 0,7 |
Årets resultat | -2,2 | 0,1 | 0,5 |
Balancestatus | 6,8 | 3,7 | 2,8 |
Egenkapital | 4,3 | 2,3 | 2,2 |
Antal ansatte | 3 | 2 | 1 |
Kilde: CVR |