23948sdkhjf

Nyt madspildspartnerskab skal redde 6,5 millioner måltider årligt

FødevareBanken og Salling Group lancerer MadPlus – et landsdækkende initiativ til bekæmpelse af madspild med en ambition om at inkludere hele detailhandlen i Danmark fra 2026.

Det skriver parterne i en pressemeddelelse.

MadPlus er et nyt partnerskab, hvor FødevareBanken og Salling Group går sammen om at skabe én samlet løsning for detailhandlens madspild i Danmark. 

Målet er, at overskudsmad fra Salling Groups knap 700 butikker fremover afhentes og distribueres til FødevareBankens 417 modtagere; sociale organisationer i hele landet som serverer gratis måltider til mennesker i svære livssituationer.

Målet er på den måde at tredoble den mængde overskudsmad, som bliver reddet fra Salling Groups butikker, fra knap 1.300 ton til 4.000 ton fødevarer årligt. Det svarer til, at der hvert år bliver reddet ekstra 6,5 millioner måltider svarende til 2.168 ton CO₂.

-Partnerskabet er et vigtigt skridt i kampen mod Danmarks enorme madspild. Vi er stolte af, sammen med Salling Group, at tage ansvar og lede en indsats, der samler aktører på tværs af detailhandlen og de sociale organisationer. Vi tilbyder en løsning, som både mindsker madspild og støtter de mennesker i samfundet, der har brug for hjælp og flere gratis måltider i en økonomisk presset hverdag, udtaler Lea Gry von Cotta-Schønberg, direktør i FødevareBanken.

Samlet løsning

Begyndende fra januar 2025 får alle Salling Groups butikker tilknyttet en fast MadPlus-partner – typisk i form af lokale frivillige og sociale organisationer, der afhenter overskudsmad og leverer den til mennesker i svære livssituationer. FødevareBanken tager ansvaret for, at alle butikker får en partner tilknyttet og vil selv stå for afhentning, hvis en lokal løsning ikke er mulig. For at sikre stabilitet i den landsdækkende indsats etableres samtidig et netværk af faste MadPlus-ruter.

Efter en testperiode vil FødevareBanken og Salling Group åbne modellen for hele den danske detailhandel. Det sker forventeligt i 2026, hvor alle aktører får tilbud om at blive en del af projektet og bidrage til at mindske madspild i Danmark.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078