23948sdkhjf

Fastholder fogedforbud mod tangkaviar

Opdateret 31. oktober: Vestre Landsret har stadfæstet et fogedforbud Cimbric, som tidligere i år ville lancere tangkaviar på markedet. Begrundelsen er, at det ligner konkurrentens.
Opdateret 31. oktober: En tvist om kopieret tangkaviar, som 19. april i år førte til fogedforbud, er nu blevet stadfæstet af Vestre Landsret.

Det fremgår af en domsudskrift fra landsretten.

Retten mener, at Cimbric sandsynligvis har snyltet ulovligt på Jens Møller Products' kaviarlignende spiseprodukt, som er udvundet af havtang, og derfor fastholder landsretten fogedforbuddet fra april.

Jens Møller Productions, som nu residerer i Herning, har beskyldt sin tidligere nabo på havnen i Lemvig for at have snyltet på hans mangeårige udviklingsarbejde.

Således har to tidligere medarbejdere hos Jens Møller Productions sat både salg og produktion af tangkaviar i gang hos konkurrenten, og de har henvendt sig til både kunder og leverandører og underbudt priserne på tangkaviaren fra Jens Møller Products.

Fabrikant Jens Møller er meget tilfreds med, at to retsinstanser nu har givet ham medhold.

- Det er glædeligt, for det har givet mig mange søvnløse nætter og tanker om, hvorvidt min virksomhed kunne overleve, siger han.

- For når man som jeg har brugt 20 år af sit liv på at udvikle dette produkt, så kan det ikke passe, hvis en større virksomhed bare må tage min opfindelse og markedsføre den, som om det var deres eget og på samme måde, som jeg gør.

Jens Møller varsler et erstatningskrav, men har ikke bestemt sig for, hvor stort kravet vil blive. Han siger, at han har brugt et halvt år på sagen, som han kunne have brugt i sin virksomhed, og så er der advokatregninger, som skal dækkes.

På selve markedet er tabet dog minimalt.

- For vi fik heldigvis stoppet dem i fogedretten, før de for alvor var kommet i gang.

Onsdag skrev Food Supply, at Cimbric og søstervirksomheden Jeka Fish nu var dømt for plagiat. Det var ikke korrekt, og Food Supply undskylder den unøjagtige beskrivelse.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094