Vokset med over 900 pct.: Danmark er Europas førende i investeringer indenfor fødevarekategori
Fra flere sider lyder det, at danskerne i fremtiden skal spise mindre kød. Derfor er det måske et held, at danske investeringer i forskning med alternative proteiner alene i 2024 voksede med 964 pct.
Det viser en analyse foretaget af Good Food Institute Europe.
Sidste år rejste danske privatejede alternative proteinvirksomheder investeringer for 162 mio. kr. i 2024 – det højeste beløb i Europa. For eksempel den danske startup Meat Tomorrow, der sidste år sikrede sig 27,7 mio. kr. i seed-finansiering.
Meat Tomorrow arbejder på at producere kødprodukter ud fra dyrs stamceller. Men alternative proteiner udgør også for eksempel plantebaseret kød, fisk og skaldyr.
Good Food Institute fremhæver, at det både er offentlige og private investeringer, der har accelereret væksten i Danmark.
Universiteter er afgørende
Analysen viser, at danske universiteter er ledende indenfor forskning i alternative proteiner. Hos Københavns Universitet er de ledende indenfor optimering af ingredienser, hvor DTU Food og DTU Biosustain til gengæld er stærke indenfor plantebaseret og fermenteringsbaseret processer, hvor celler, enzymer eller mikroorganismer bruges til at producere fødevarer. F.eks. når bakterier omdanner mælk til yoghurt.
Good Food Institutes analyse viser, det er vigtigt investeringerne i alternative proteiner falder der, hvor de nytter mest. Her fremhæver de forbedring af smag og tekstur for plantebaserede produkter, da det er afgørende for, at forbrugerne tager produkterne til sig.
Blandt forskerne i Danmark er Leonie Jahn, der leder et team på Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability på DTU. Med hendes forskning vil hun efterligne teksturen i hele stykker af fisk og skaldyr med hjælp fra svampes trådfibre. Og det sker i samarbejde den danske Michelinrestaruant Alchemist. Netop miljøet i Danmark, hvor forskere, topkokke og startups kan samarbejde, fremhæves som blandt det, der driver fødevareinnovation.
- Denne helt særlige synergi har skabt et testmiljø for nye fødevareteknologier og smagsvarianter, siger Leionie Jahn.
Hun mener, at disse samarbejder skal styrkes for at Danmark fortsat kan være frontløber på bæredygtig fødevareinnovation.
Også Senior Policy Manager hos Good Food Institute Europe, Elena Walden, fremhæver det danske forskningsøkosystem.
- Danmark har opbygget et forskningsøkosystem i verdensklasse for alternative proteiner og fungerer som et eksempel
for andre lande, der ønsker at satse og profitere på disse nye fødevareformer, siger hun.
Oversigter over alternative proteiner
Plantebaseret kød ser ud, tilberedes og smager som kød – men er lavet udelukkende af planter.
Kultiveret kød har til formål at levere kylling, svinekød, oksekød og skaldyr, der ikke kan skelnes fra det kød, vi spiser i dag, ved hjælp af kultiveringsingredienser (som de fermentorer, der bruges til at brygge øl) i stedet for gennem animalsk landbrug.
Fermentering kan bruges til at fremstille mycoprotein og andre ingredienser, såsom valle eller æggeprotein, der leverer smagen, teksturen og funktionaliteten af animalske produkter ved hjælp af meget få ressourcer.
Good Food Institute Europe