Arla udvider distributionsaftale med Brenntag til tre nye markeder
Samarbejdet mellem Arla og kemikalie- og ingrediensdistributøren Brenntag Group udvides nu til også at omfatte Vietnam, Thailand og Indonesien.
Det skriver Arla og Brenntag i en pressemeddelelse.
Aftalen er mellem Arla Food Ingredients og Brenntag Group og er en forlængelse af den distributionsaftale, Arla og Brenntag indgik i 2023 om det kinesiske marked. Arla Food Ingredients laver ingredienser ud fra mælk og valle. Det er f.eks. mælkeprotein.
Det udvidede samarbejde betyder, at Brenntag fremover skal stå for distributionen af Arlas portefølje af proteinbaserede ingredienser til føde- og ernæringsindustrien i Sydøstasiens tre største markeder: Vietnam, Thailand og Indonesien. Produkterne bruges blandt andet i helsekost, sports- og spædbørnsernæring.
- Vores mål er at forbedre og udvide vores tilbud til producenter i regionen. Ved at bygge videre på vores eksisterende samarbejde med Brenntag kan vi i højere grad tilpasse vores produkter og services til deres behov, udtaler Alexander Leufgen, Head of Asia-Pacific hos Arla Foods Ingredients, i pressemeddelelsen.
- Med vores samlede styrker er vi overbeviste om, at vi kan imødekomme efterspørgslen efter innovative ernæringsprodukter af høj kvalitet på de voksende markeder i Indonesien, Thailand og Vietnam, udtaler Kenneth Keh, Regional President, Nutrition Asia Pacific, Brenntag Specialties.
Ifølge Arla er potentialet i Sydøstasien betydeligt, drevet af stigende velstand og voksende efterspørgsel på fødevarer med højkvalitetsprotein.