Fælleskøkkenet Elbo I/S er et fælleskommunalt køkken ejet af Fredericia, Kolding, Middelfart og Haderslev Kommuner og tilbyder madservice til ældre og handicappede borgere, der er bosiddende i de nævnte kommuner. Indtil i sidste uge har madordningen været midlertidig, men nu er kontrakten om fortsættelse godkendt af Statsforvaltningen.
- Vi er glade for at kunne fortsætte det gode samarbejde med Fælleskøkkenet Elbo I/S omkring levering af mad til borgerne i Haderslev Kommune. Det er vigtigt, at vores borgere får leveret god og velsmagende mad, der er med til at bevare deres helbred, siger Gunnar Nielsen, næstformand i Udvalget for Ældre og Handicappede i Haderslev Kommune.
Køkkenets mål er at producere og levere ernæringsrigtig mad til borgerne. På nuværende tidspunkt er godt 350 borgere fra Haderslev Kommune visiteret til madservice fra Fælleskøkkenet Elbo I/S.