23948sdkhjf

Sydfynsk specialøl skal sejre ad Pommern til

Med utyske smagsvarianter forsøger fynsk mikrobryggeri nu et umuligt gennembrud i nabolandet mod syd.

Styrk eksporten til Tyskland: I denne uge fortæller danske virksomheder i fødevarebranchen til Food Supply om deres erfaringer på det tyske eksportmarked.


At sælge øl til Tyskland er som at sælge sand i Sahara. Den tanke har ikke mange danske mikrobryggerier vovet at tænke. Så det gør vi.

Sådan tænkte brygmester Jacob Medici, som driver sit eget mikrobryggeri Medici Beer i Ebberup - en sydvestfynsk landsby meget tæt på den navnkundige landsby Snave.

- Egentlig er det skørt, men jeg går mine egne vegne, og i et stort ølland med gamle traditioner er der netop mulighed for at give dem noget andet end tysk øl, siger Jaob Medici.

Og det skulle hverken være pilsner eller hvedeøl, som tyskerne i forvejen har tusinder af. Medici har i stedet udviklet sine egne specialøl med tilsætninger af whisky, rom og cognac og sågar også med chili og lakrids. Efter en prøvetur i 140 nordtyske butikker er tilbagemeldingen yderst positiv.

Så Jacob Medicis orignale ølopskrift er nu bogstavelig talt på vej ad Pommern til.

Getränkeland er en butikskæde med alle tænkelige slags drikkevarer, som ligger i syv tyske delstater og især i den nordøstlige delstat Mecklenburg-Vorpommern, hvor den første butik åbnede i 1991, kort efter Berlinmurens fald og kapitalismens indtog.

Getränkelands eget slogan er, at butikskæden er "forfriskende anderledes", og nu har butikskæden afprøvet Medicis ganske anderledes ølvarianter.

Tilbagemeldingen har ifølge Jacob Medici været så positiv, at man nu satser stort på Tyskland.

Et eksportbureau har hjulpet med at modne øllet til det tyske marked, og det var været helt afgørende for, at Medici Beer nu har hul igennem til nabolandet.

- De har gjort alle de ting, som vi ikke selv kunne påtage os, siger Jacob Medici.

Blandt udfordringerne har man skullet finde den rigtige og godkendte pantemballage, og etiketterne er blevet tilpasset tysker forbrugeres gunst. Så nu markedsføres Medici Beer i Tyskland under navnet Jacobs Wikinger, og i baggrunden af etiketten anes et Dannebrogsflag.

Eksportrådgivningen har kostet Medici cirka 150.000 kroner, og Jacob Medici mener, at pengene er givet godt ud, og han forventer, at de er tjent hjem igen i midten af 2014.

Foruden Getränkeland har Medici Beer indledt kontakter med flere betydelige butikskæder.

Artiklen er en del af temaet Tyskland.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141