23948sdkhjf

Rekordomsætning i Gram Commercial

Den sønderjyske producent af professionelle køle- og fryseprodukter med base i Vojens satte omsætningsrekord i 2013 med en omsætning på 320 mio. kr. mod 306 mio. året før.
Det er femte år i træk, omsætningen slår rekord, oplyser virksomheden i en meddelelse.

En del af fremgangen tilskrives øget salg til søsterselskaber i Hoshizaki-gruppen, hvilket blandt andet har betydet, at Gram Commercial er kommet til at stå stærkere på det amerikanske og hollandske marked.

Desuden har Gram Commercial det seneste år haft en vækst på 35 procent inden for den såkaldte Bioline-serie, der er køle- og fryseløsninger til laboratoriesektoren samt til medicin og blodbankformål. Området udgør nu over 10 procent af Gram Commercials samlede forretning.

To nye produktserier
Driftsresultatet lyder på 27,5 mio. kr., hvilket er 4,1 mio. kr. lavere end året før. Tilbagegangen skyldes dels en særdeles hård konkurrence og dels en række investeringer i udvikling af nye produkter, forklarer Ole Brandorff-Lund, adm. direktør hos Gram Commercial.

- Resultatet er tilfredsstillende set i lyset af, at vi i 2013 har haft nogle planlagte investeringer i to nye produktserier. Disse produktserier kommer til at drive vores indtjening de kommende 5-10 år, siger Ole Brandorff-Lund.

- Den ene serie – Snowflake-serien – er et helt nyt sub-brand til Gram-brandet. Serien blev lanceret i 2013 og skal være et prisstærkt alternativ til de lavprisprodukter, som vi i stigende grad er i konkurrence med, fortsætter han.

I den anden ende af prisskalaen har virksomheden udviklet en ny serie kaldet Gram Superior.

- Det er femte generation af vores professionelle køle- og fryseskabe, som kommer til at sætte standarden for professionelle køle- og fryseløsninger i fremtiden, siger Ole Brandorff-Lund.

Superior-serien bruger kun cirka en femtedel af den energi, som et lavenergikøleskab med den bedste energimærkning i dag må bruge på det engelske marked, og bliver i dette forår fremvist på udstillinger på alle Gram Commercials hovedmarkeder.

Forudser fortsat vækst
Med investeringerne i de to nye produktserier ser 2014 ud til at blive endnu et godt år for Gram Commercial.

- Vi er kommet godt fra start i 2014, og i takt med at Superior-serien vinder indpas på det europæiske marked, kommer det også til at kunne mærkes på resultatet, siger Ole Brandorff-Lund.

Gram Commercial producerer udelukkende køle- og fryseskabe til det professionelle segment. Over 90 procent af de produkter, som Gram Commercial afsætter på hovedsageligt det europæiske marked, produceres i Vojens, hvor virksomheden beskæftiger 199 medarbejdere.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125