23948sdkhjf

Arla skyder Rusland-produktion i gang

Et ombygget gulost-mejeri i Kalacheevsky har nu givet Arla et ekstra ben at stå på i Rusland.
For nylig blev den første russiske produktion af Arla produkter nogensinde indviet. Produktionen udføres som lønproduktion af Ruslands tredjestørste mejeriselskab Molvest Group på et nyligt ombygget gulost-mejeri, der skal supplere lokalt fremstillede produkter til Arlas hastigt voksende import fra Danmark.

Det var begyndelsen på et nyt kapitel i Arlas historie på det russiske marked, da knappen til gul-ost produktionen blev trykket i bund på mejeriet i Kalacheevsky i det sydvestlige Rusland for nylig. Det skete foran snurrende russiske TV-kameraer og særligt indbudte gæster.

Produktionen blev officielt trykket i gang af koncerndirektøren for Arlas internationale forretning, Finn Hansen, sammen med guvernør Alexey Gordeev fra Voronez-regionen, Danmarks ambassadør i Rusland Thomas Winkler samt ejeren af Molvest Group, Arkady Ponomarev.

Et ekstra ben at stå på
I 2013 voksede Arlas salg i Rusland med 35 procent til over 850 millioner kr., og målet er at nå en samlet omsætning på 2,4 milliarder kr. i 2017. Opstarten af lokal produktion er et vigtigt skridt på vejen til at nå det mål.

- I samme øjeblik produktionsknappen blev trykket i bund fik Arla et ekstra ben at stå på i Rusland. Man skal ikke underkende de muligheder, det skaber for os, at vi investerer i russisk mejeri-produktion og viser kunder og myndigheder, at vores interesse i landet er langsigtet. Det bygger tillid, der åbner døre. Men ikke mindst er det en forretningsmæssig fordel for Arla, at vi fremover kan producere de mere almindelige havartioste lokalt og fokusere eksporten fra Skandinavien omkring de mere forædlede varer. Det kan bedre betale sig for Arla, og det bidrager samtidig til udviklingen af den russiske mejeribranche, som vi agter at være en langsigtet del af,”siger Senior Vice President Hans Christensen, der har ansvaret for Arlas forretning i Rusland og Nordamerika.

Arla vinder frem i millionbyer
Produktionen i Kalacheevsky er et samarbejde mellem Arla og Molvest. Molvest har ansvaret for at indhente mælken fra russiske gårde i området, hvorefter de indvejer og bearbejder mælken på mejeriet. Herefter køber Arla mælken og varetager ansvaret for selve produktionen på Molvests mejeri. De færdige produkter distribueres og sælges af Arlas russiske datterselskab, Arla Foods Artis.

Arla har investeret godt 25 millioner kroner til ombygningen af det eksisterende mejeri. Målet er at producere ca. 1500 tons i 2014 og derefter over 8000 tons om året. De første Arla Natura oste fra Kalacheevsky-mejeriet, bliver sendt ud til de russiske forbrugere dette forår. Produkterne er supplement til eksporten fra Skandinavien af Lurpak smør, Castello specialoste og flødeoste under varemærket Arla Natura.

- Vi har styrket vores position i detailhandlen de seneste år og udviklet forretningen i regionen, primært via vores regionale distributører. I dag er vi til stede i 14 byer med over 1 million mennesker – med Moskva og Sankt Petersborg som vækstlokomotiver, selv om konkurrencen er størst i netop disse to byer. I mange supermarkeder i storbyerne kan du efterhånden i dag finde et større udvalg af Arla-oste end i Skandinavian, siger Hans Christensen.

Den russiske produktion af Arla-oste baseres på mælk fra 10 gårde med typisk 500 og op til 3.000 køer. Samlet set vil Arlas danske produktion af produkter til det russiske marked fortsat vokse henover de kommende år, til trods for at visse oste fremover skal produceres lokalt.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078