23948sdkhjf

Arla sælger emballagevirksomhed

Arla vil holde fokus på kerneforretningen og sælger derfor datterselskabet Danapak Flexibles A/S til østrigske Schur Flexibles Group.
Danapak Flexibles er en dansk-baseret producent af emballager til pharma-, mejeri- og fødevareindustrierne. Selskabet blev etableret i 1955 af Mejeriforeningen, men har siden været ejet af flere selskaber i forskellige konstellationer, herunder delvist ejet af Arla.

I 2009 overtog Arla det fulde ejerskab af datterselskabet med hensigten at forberede selskabet på et salg til den rette køber inden for emballageindustrien. I mellemtiden har Danapak opereret som et selvstændigt selskab. Efter en række år med negative resultater har Danapak i de senere år formået at vende udviklingen til positive nettoresultater.

En aftale er nu indgået mellem Arla og den østrigske emballagevirksomhed Schur Flexibles Group om et køb af Danapak.

- Aftalen er en ’win-win’ situation for alle parter – for Danapak, for Schur Flexibles og for Arla. I de seneste år har Arla solgt de datterselskaber, som ikke havde en direkte forbindelse til mejeriproduktion, for at fokuserer på vores kerneforretning. Det er ikke Arlas kerneforretning af lave emballager, og derfor er vi ikke længere den rette ejer af Danapak, som er bedre tjent med en ny ejer, der kan føre selskabet videre og udvikle det fremadrettet, siger Arlas vice-adm. direktør, Povl Krogsgaard.

Danapak havde i 2013 en omsætning på omkring 400 millioner kroner, beskæftiger 190 medarbejdere og har hovedkvarter og produktionsanlæg i Slagelse samt trykkeri i Horsens.

Handlen forventes at have effekt fra 1. juli 2014, forudsat godkendelse fra relevante nationale konkurrencemyndigheder. Købssummen er ikke offentliggjort.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141