23948sdkhjf

Kun Fakta tøver med tag-selv-brød

Alle detailkæder i lavprisklassen lover et fuldt indfaset brødkoncept inden udgangen af 2014. Bortset fra Fakta, som stadig forsøger sig.
Der findes groft sagt tre slags nybagt i lavpriskæderne:
  • Bake-off findes i Lidl, i visse Aldi- og i visse Fakta-butikker. Det er halvfabrikata, som færdigbages i butikkernes ovne. Det må ikke anprises som friskbagt brød, men gerne som nybagt brød.
  • Friskbagt brød findes i visse Rema 1000-butikker og foreløbig i et fåtal af Kiwi-butikker. Det er bagt lokalt hos lokale bageri og distribueres samme morgen.
  • Netto's tag-selv-brød produceres centralt hos Kohbergs tre storbagerier og distribueres til kædens butikker.
Fakta-butikkerne er bagud, når det kommer til nybagt tag-selv-brød i danske discount-detailkæder. Det viser en rundspørge blandt butikskæderne, som Food Supply har foretaget. Som den eneste lavprisdetailkæde er Fakta ikke klar til at dække samtlige butikker med et koncept for tag-selv-brød.

Ud ad 430 Fakta-butikker på landsplan er kædens bake-off koncept hidtil kun implementeret i 90 af kædens butikker. Coops informationsdirektør Jens Juul Nielsen påpeger, at man er i en forsøgsfase.

- Vi er ved at høste vores erfaringer og er ved at udforme fremtidens Fakta. Det bliver et koncept, som vi forventer at udrulle til efteråret, siger han til Food Supply.

- Vi er ved at teste, hvilke produkter, som vores kunder kan lide, og vi er ved at teste lønsomheden ved det. Det kræver ekstra resurser på et ordentligt niveau at have sådan en service, og vi vil gøre det ordentligt, hvis vi skal gøre det, siger han.

Aldi aldrig helt op på 100 procent
Et bake-off koncept er allerede implementeret i samtlige 93 Lidl-butikker i Danmark. Hos Aldi oplyser man, at bake-off konceptet findes i mere end halvdelen af alle butikker, og at Vestdanmark i øjeblikket er bedre dækket end Østdanmark. Konceptet er implementeret i næsten alle butikker inden nytår, kun bortset fra et spinkelt fåtal af Aldi-butikker, som ikke fysisk vil kunne rumme bake-off konceptet.

Netto har allerede implementeret sit brødkoncept i samtlige butikker i landet. Det brød, som findes i Nettos tag-selv-hylder, er produceret på Kohbergs tre fabrikker i Danmark som en del af Kohbergs friskbrødskoncept og distribueres dagligt til Netto-butikkerne.

Kiwi Minipris kørte tidligere et forsøg med bake-off, men har droppet det og har i stedet indgået et samarbejde med de lokale Guldbageren-bagerier, som i løbet af 2014 skal etablere brødudsalg i alle Kiwi-butikker.

- Det er to forskellige verdener. Et godt håndværksbrød holder sig sprødt og saftigt i længere tid, end bake-off, siger Torben Elmgaard, som er salgs- og markedsdirektør hos Kiwi Danmark.

To kæder vil være helt friske
Han påpeger, at det er en satsning for Kiwi, som er dyrere at drive end en bake-off hylde, som findes i andre lavpriskæder, og som Kiwi selv forsøgte sig med. Og brødet bliver også en smule dyrere end bake-off for kunderne. Til gengæld skal satsningen give pote.

- Det skal bruges til at trække kunder til, som man kan med dagens gode tilbud. Når vi pludselig er blevet byens bager, så kan vi trække folk til, som ikke kom her før, og køber folk et brød, så køber de måske også mælk, smør og leverpostej, siger Torben Elmgaard.

Rema 1000 er ved at indfase et lignende koncept, men i samarbejde med KonditorBager-kædens lokale bagerier. Konceptet er fuldt ud indfaset i Danmark i løbet af sommeren.

- Vi vil gerne profilere os på at samarbejde med lokale producenter og tilbyde høj kvalitet til konkurrencedygtig pris, siger Jonas Garly Sørensen til Food Supply.

Den anerkendte brancherådgiver og detailkonsulent Bruno Christensen vurderer, at detailhandlens brødudsalg inden for de nærmeste år vil tage livet af mindst en tredjedel af alle selvstændige bagerbutikker.


Aldi
Bake-off koncept findes i 140 ud af 230 Aldi-butikker. Næsten alle Aldi-butikker vil have bake-off inden 2015.

Fakta
Bake-off koncepet findes i 90 ud af 430 Fakta-butikker. Stadig som forsøg. Konceptets fremtid er officielt uafklaret.

Kiwi Minipris
Udsalg af friskbagt brød fra lokale bagerier i seks Kiwi-butikker. Inden 2015 i samtlige 110 butikker.

Lidl
Bake-off koncept findes i samtlige 93 Lidl-butikker.

Netto
Udsalg af friskt brød fra central storproducent findes i samtlige 446 Netto-butikker.

Rema 1000
Udsalg af friskbagt brød fra lokale bagerier i 150 ud af 256 butikker i Danmark. Cirka 1. juli 2014 er samtlige Rema 1000-butikker dækket af konceptet.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125