23948sdkhjf

Økologisk Landsforening søsætter øko-projekt i Uganda

Økologisk Landsforening har netop fået bevilliget tre millioner kroner til et nyt, fireårigt pilotprojekt i det vestlige Uganda, der skal fremme salget af blandt andet majs, bønner, kaffe- og kakaobønner produceret af lokale økologiske småbønder i Rwenzori-regionen.
Forskning og de praktiske erfaringer viser, at økologi er en effektfuld måde at øge ulandsbønders udbytter, indtjening og levestandard på. Økologisk Landsforening er involveret i en række projekter i Afrika, der bl.a. handler om at udbrede basal viden om økologisk jordbrug til fattige bønder, og nu udvider foreningen sin indsats i Uganda.

Første juli i år starter Økologisk Landsforening et nyt pilotprojekt for afsætning af økologiske fødevarer i Rwenzori-regionen i det vestlige Uganda i samarbejde med den ugandiske søsterorganisation NOGAMU og en af dens medlemsorganisationer, SATNET. CISU (Civilsamfund i udvikling) har netop bevilliget tre millioner kroner til projektet, som løber over fire år.

- Det primære formål med det nye projekt er at etablere mindst 20 kooperative markedsorganisationer, der sælger økologiske produkter til lokale, regionale eller internationale markeder, og således sikre småbønderne i området en mere stabil afsætning, forklarer Per Rasmussen, international konsulent i Økologisk Landsforening

Erfaringerne fra pilotprojektet vil efterfølgende blive anvendt i øvrige af NOGAMU’s medlemsorganisationer.

Projekt berører mindst 1000 afrikanske familier
Økologisk Landsforening er allerede involveret i flere økologiprojekter i landet, der bygger på en dansk model for sparring mellem landmænd - de såkaldte staldskoler - som i Uganda kaldes ’Family Farmer Learning Groups’ (FFLG). FFLG’er består oftest af omkring 20 familier, og i dag er der omkring 130 af disse grupper i det vestlige Uganda. Det er disse grupper af bønder, som kommer til at udgøre markedsorganisationerne.

- Når organisationerne er etableret, vil vi give dem træning og kurser i forretningsgang og markedsføring, så de er rustet til at gennemskue markedet og kan afsætte deres produkter, siger Per Rasmussen, som vurderer, at minimum 1000 ugandiske familier vil drage nytte af projektet.

De ugandiske bønder producerer primært majs, bønner, ris og frugt samt kaffe- og kakaobønner.

Økologi har stort potentiale i Uganda
Ifølge Per Rasmussen udgør småbønder 60-70 procent af befolkningen i Uganda. Disse småbønder kan hæve deres udbytter med relativt simple økologiske metoder.

- For mange småbønder kan det være forskellen på et godt eller et skidt liv. Det er folk, der overlever på meget få ressourcer, så selv et marginalt større udbytte har en enorm betydning, siger Per Rasmussen, og understreger, at potentialet for økologi i Uganda derfor er meget stort.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095