23948sdkhjf

Jordbær med ny farve

Et modent jordbær kan også være hvidt eller svagt grønt og smage af ananas.
Hvilken farve har et modent jordbær?

Rødt, selvfølgelig - i hvert fald for de massevis af gængse jordbærsorter, som lige nu konsumeres i store mængder.

Men også her er der en undtagelse i form af et jordbær med navnet Ana Blanca, som antyder, at bærret ikke nødvendigvis skal være rødt.

Ana Blanca er nemlig et hvidt - eller svagt grønt jordbær med en distinkt smag af ananas.

Det vokser hos jordbæravler Henrik Nielsen, Bakkegården på Boddum i Sydthy. Måske mere som en tilfældighed end som et resultat af en bevidst planlægning af produktionen.

- For et par år siden blev jeg ringet op af en plantesælger fra Sønderjylland, som havde rødder i Thy. Han havde 1200 Ana Blanca jordbærplanter og spurgte, om jeg var interesseret. Det var jeg, for risikoen var, at det højest kunne gå galt, fortæller Henrik Nielsen, som satte planterne i april 2013 og høstede de første modne bær til midsommer i år.

Nu er sæsonens første hvide jordbær ude i butikker og hos restauranter i lokalområdet, og Henrik Larsen venter spændt på reaktionerne på det anderledes jordbær.

- Jeg har allerede fået spørgsmålet: Er de modne, når bærrene ikke er røde, siger jordbæravleren, som i løbet af de næste dage ved, om Ana Blanca falder i folks smag. Det kan han måle på efterspørgslen på bærrene, som sælges i bakker med 250 gram til den samme pris, som et halvt kilo af de ”gammeldags” røde jordbær koster.

- Prisen er højere, for bærrene er mindre end de røde og mere besværlige at plukke, siger Henrik Larsen, som på ingen måde satser hele sæsonen på et bær alene. Ana Blanca-bærret fylder kun en del af de 1,8 hektar, han har tilplantet med jordbær. Resten er stadig forbeholdt fire forskellige sorter af de røde jordbær med smagsnuancer fra det syrlige til det søde og navne som Sonata, Honey Eye og Malvina.

- Jeg kan levere 12 kilo Ana Blanca hver dag i de næste par uger, så det er en nicheproduktion. Nu er det spændende at se, hvad kunderne bruger bærret til, men det er både dekorativt og smager godt - og vil være velegnet til salat, siger Henrik Larsen som lader det være op til folk selv at finde ud af, hvor Ana Blanca er mest velegnet.

Jordbæravleren på Bakkegården i Sydthy har i øvrigt tilplantet sine marker, så sæsonen varer ligeså længe, som folk spiser jordbær - og det vil sige hen over ferien. Hver sort leverer bær i op til tre uger, men nogle sorter er tidligere, andre sætter bær senere i sæsonen.

- Derfor gælder det om at plante nogle sorter, der overlapper hinanden, siger han.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078