23948sdkhjf

Jacobsen brygger festival-øl

Husbryggeriet Jacobsen har i samarbejde med tre almindelige danskere udviklet en ny økologisk øl til årets Roskilde Festival.
Tre dedikerede Roskilde-gængere og ølentusiaster har i samarbejde med Husbryggeriet Jacobsen skabt en ny, økologisk Pale Ale med noter af appelsin, blomster og grapefrugt. Jacobsen Roskilde Festival Øl brygges kun i en begrænset mængde og serveres udelukkende på Roskilde Festival.

Fandt ølentusiaster via hjemmeside
”Vil du være med til at udvikle en ny Roskilde-øl i samarbejde med Husbryggeriet Jacobsen?” Sådan spurgte Roskilde Festival på sin hjemmeside tilbage i januar, og det viste sig, at det var der mere end 350 danskere, der kunne.

Der var dog kun plads til tre festivaldeltagere, og pladserne gik til tre unge og glade ølentusiaster, 24-årige Jonas Madsen, 25-årige Sandra Vinding og 21-årige Roald Simonsen. Sammen med Husbryggeriet Jacobsens brygmester Morten Ibsen, diplombrygger Michael Rahbek samt Carlsbergs egen øl-ekspert, Bjarke Bundgaard har de brugt foråret på at få smagen af af ”The Orange Feeling” ned i en Jacobsen øl.

- Det har været en spændende opgave at udvikle denne Jacobsen øl til Roskilde Festival, da den har givet os mulighed for at møde nogle øl-elskende danskere, der ser lidt anderledes på det hele, end vi gør. Det var en spændende proces at finde ud af, hvordan øllen skulle smage, se ud og dufte. For at få ”The Orange Feeling” ned i øllen besluttede vi os for at bruge appelsiner som aroma i øllen. Og så skulle etiketten naturligvis også være orange. Vi synes, at vi er lykkedes med øllen og håber, at festivaldeltagerne synes det samme og tager varmt imod den, lyder det fra brygmester Morten Ibsen.

Stærkt fokus på økologi
Hos Roskilde Festival er man også meget tilfreds med både proces og resultat. Det eneste krav fra festivalens side var, at øllen skulle være økologisk. Bæredygtighed er nemlig centralt for Roskilde Festival, som i en årrække har arbejdet for at øge det økologiske udvalg i festivalens boder. Og det har længe været et ønske at kunne tilbyde festivalgæsterne en økologisk øl. Ud over Jacobsens Roskilde Festival øl vil man på årets festival også kunne finde Tuborgs nye, økologiske fadøl, Tuborg RÅ.

- Vi er utrolig glade for, at vi i samarbejde med Husbryggeriet Jacobsen samt Roald, Jonas og Sandra for første gang i festivalens historie kan præsentere en unik, og ikke mindst økologisk, øl fra Husbryggeriet Jacobsen for vores publikum. Og vi er ret sikre på, at den bliver et rigtigt godt match til det stærke udvalg af økologisk kvalitets-festivalmad, det er muligt at få på festivalen i år, fortæller Mikkel Sander, der er ansvarlig for Roskilde Festivals madstrategi.

Den nye Jacobsen-øl er netop blevet tappet og klar til at indtage festivalpladsen torsdag den 3. juli.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062