23948sdkhjf

Første vinder af Årets Økopris fundet

Økologisk Landsforening vil med ny pris hylde ildsjæle, der hjælper med den økologiske omlægning i landets storkøkkener.
Den økologiske omlægningsbølge ruller indover landet, og der er mange ildsjæle, som fortjener en anerkendelse for deres arbejde med at udbrede økologi i storkøkkenerne rundt omkring i Danmark, mener Økologisk Landsforening. Derfor har foreningen valgt at oprette Årets Økopris.

Første modtager af den nye pris blev regionsformanden for Kost- og Ernæringsforbundet i Nordjylland, Marian Aagaard, som tog imod på Food Festival søndag.

- Du modtager prisen, fordi du dagligt sætter handling bag holdning, og fordi du har placeret sig selv helt centralt i forhold til at begejstre og få sat fokus på økologien i en landsdels, hvor der er gang i en stor økologisk omlægning, og hvor der skal findes nye løsninger for at nå målet. Økologi kan ikke stå alene, der skal også være mennesker bag gryderne, som er klar til at lave god økologisk mad, og for dem er du altid klar til at gå i front, sagde Torben Blok til Marian Aagaard under overrækkelsen af økoprisen tidligere på dagen.

Skubber 100.000 måltider i øko-retning
Marian Aagaard er hver dag i kontakt med 100.000 måltider i de nordjyske køkkener og er medvirkende til, at mange af dem er på vej til at blive økologiske. Hun har bl.a. været med til at starte ØKO Nord, som er et økologisk netværk, der arbejder for at udbrede forståelsen for økologi, og sidder med i styregruppen i Egologika, som er et stort omlægningsprojekt i Nordjylland. I minutterne efter prisoverrækkelsen sagde hun:

- Lige nu er jeg lidt målløs utrolig beæret og stolt over at have fået prisen, og over at den gik til Nordjylland. Jeg er glad for den anerkendelse af vores arbejde og for at få et skulderklap på den måde. I første omgang skal den have en æresplads på mit kontor, og så vil jeg bruge det til at bringe økologien videre. Det viser, det hjælper at kæmpe, og at vi sammen kan gøre en forskel, sagde Marian Aagaard.

Se video om Økoprisen og vinderen

- Årets økopris skal hylde dem, der er ambitiøse og modige nok til at gå forrest. Til dem, der viser vejen for andre og er med til at skabe en øget interesse for økologi. Og så skal den være med til at skubbe yderligere til den økologiske omlægningsbølge – ikke blot i Nordjylland, men også i resten af landet – til gavn for vores grundvand, naturen og dyrene og for alle, der får gode økologiske måltider uden en masse tilsætningsstoffer og rester af sprøjtegift, siger Torben Blok.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.892