23948sdkhjf

Danskernes kød suppleres af svampe, tang og alger

Et netværk af videncentre og fødevareproducenter går sammen for at undersøge hvordan nye og uudnyttede proteinkilder kan supplere traditionelle fødevarer.
Nyt forskningsprojekt på Teknologisk Institut skal undersøge hvordan en del af den animalske protein i kosten kan erstattes af vegetabilsk protein fra for eksempel svampe, tang og alger.

Et netværk af videncentre, uddannelsesinstitutioner, fødevareproducenter og storkøkkener går sammen for at undersøge hvordan nye og uudnyttede proteinkilder kan supplere traditionelle fødevarer. Målet er både at udnytte fødevareressourcerne bedre og samtidig skabe en bedre folkesundhed.

- Det er enormt ressourcekrævende at producere fødevarer af kød. Derfor er der et verdensomspændende behov for nye måder at sikre proteinforsyningen i fremtiden. Det handler ikke om, at kødspisere skal til at blive vegetarer, men om at undersøge nyskabende eller traditionelt undervurderede alternativer, som mange mennesker vil kunne lide, siger projektleder Christian Dehlholm fra Life Science, Teknologisk Institut.

I seks delprojekter skal man kortlægge forskellige proteinkilder, for eksempel svampe, tang og alger, sød lupin, soja, ærteprotein og protein udvundet af kartofler. Ud over at udvinde og analysere proteinerne skal man også se på mulighederne for at tilsætte dem eksisterende fødevarer for at spare på den animalske protein.

Projektet løber fra 2014 og frem til udgangen af 2015. I projektet deltager Teknologisk Institut – Teknologiparken, DLG Amba, Fonden Københavns Madhus, KMC Kartoffelmelscentralen Amba, Odense Universitets Hospital, Toft Care Systems ApS, Agrotech A/S, Agger Foods A/S, Fazer Food Services A/S og Erhvervsakademi Sjælland.

Projektets budget udgør 2,6 millioner kr. og det har modtaget støtte fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram under NaturErhvervstyrelsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109