23948sdkhjf

Capnova skyder 25 millioner i fødevaresektoren

Capnova målretter sine investeringer til fødevareområdet og den interaktive sektor. Fremover vil investeringsselskabet smide 25 millioner efter nye og innovative fødevarevirksomheder om året.
Capnova fokuserer fremover målrettet på den danske fødevaresektor og på den interaktive sektor. Torben Ballegaard Sørensen, der er formand for bestyrelsen, betegner det strategiske fokus som en naturlig konsekvens af de erfaringer, Capnova har høstet som investerings- og udviklingsselskab. Det skriver Capnova i en pressemeddelelse.

- Capnova blev stiftet for et år siden, men hviler på den solide viden, der siden 1990erne er skabt i de to fusionerede innovationsmiljøer, Østjysk Innovation i Aarhus og CAT i Roskilde. Vi har været med til at finansiere og udvikle nye virksomheder med en markedsværdi på flere hundrede millioner kroner, og de resultater bygger vi nu videre på, siger han.

Ny fond til fødevaresatsninger
Capnova vil fremover reservere 25 millioner kroner om året til investeringer i fødevaresektoren. Selskabet har allerede erfaring med enkeltstående investeringer på området, men med det forstærkede fokus kommer Capnova desuden til at etablere partnerskaber med andre virksomheder og organisationer. Samtidig tager CAPNOVA initiativ til opbygning af en stærk kapitalfond, hvor forventningen er, at en række andre aktører vil deltage.

Torben Ballegaard Sørensen oplyser, at Capnovas bestyrelse og direktion siden fusionens første dage har analyseret fødevaresektoren meget nøje og i den forbindelse haft tæt dialog med virksomheder og organisationer inden for alle grene af erhvervet og med universiteter og forskningsinstitutter.

- Møderne har bekræftet os i antagelsen af, at Danmark ikke udnytter det fulde potentiale af den stærke placering, vi har som verdens tredjestørste fødevareklynge. Hvis man ser på områder som forædling af kød, ingredienser til fødevarer og fremstilling af mejeriprodukter, er danskejede eller dansk baserede virksomheder i den absolutte verdenselite. Tænk bare på virksomheder som Danish Crown, Chr. Hansen, Novozymes, DuPont og Arla. Men i modsætning til brancher som for eksempel cleantech og computerspil ser vi ikke den samme opblomstring af nye, innovative virksomheder, der kan bidrage til at drive hele sektoren fremad. Som investerings- og udviklingsselskab og som national operatør under den statslige ordning for innovationsmiljøer ser vi en klar rolle for os i at være med til at skabe morgendagens vindere, siger Torben Ballegaard Sørensen.

- Vi er klar over, at der er risiko forbundet med at starte på et nyt område, men det var der også, da vi for nogle år siden først af alle gik ind i investeringer i computerspil. Siden har vi foretaget investeringer i spiludviklere, hvis markedsværdi i dag kan gøres op i flere hundrede millioner kroner. Det ligger i vores mandat at stille risikovillig kapital til rådighed, og udviklingen for computerspillene har vist, at vi så rigtigt, siger Torben Ballegaard Sørensen.

En af de investeringer, Capnova Food Tech har foretaget i sektoren, er Infuser, som blandt andet arbejder med luftrensning i staldanlæg, og hvor de første resultater er meget lovende. Desuden er Capnova allerede i tæt dialog med DTU om investeringer i yderligere to nye virksomheder.

Landbrug & Fødevarer bakker op
Jan Mousing, administrerende direktør i Landbrug & Fødevarers Videncentret for Landbrug, bakker Capnovas initiativ op.

- Området har i lang tid været underprioriteret. Vi er blandt verdens største fødevareklynger, og selvom der foregår en betydelig innovation i virksomhederne og på universiteter og forsøgscentre, er der behov for også at styrke innovationen i de små og mellemstore virksomheder. Vi bakker også op, fordi vi ved, at CAPNOVA har erfaring med investeringer i innovative virksomheder og kan være med til at omsætte kreative idéer til konkrete produkter og processer. Her vil en stærk kapitalfond kunne komme til at spille en vigtig rolle, og det er mit håb, at mange vil bidrage til opbygningen af fonden, siger Jan Mousing.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14