23948sdkhjf

Dansk madhåndværk til Verdensmøde i Torino

På messen Slow Foods Salone del Gusto og Terre Madre i Torino repræsenteredes dansk madhåndværk på fællesstanden "Bornholm - a danish food island". Fem bornholmske fødevareproducenter viste i weekenden deres varer frem for verdens madnørder.
Danmarks profil som et madland bliver skærpet dag for dag. Det nye nordiske køkken, lokal mad og danskernes mad omtales dagligt i danske og udenlandske medier. Også på Slow Foods Salone del Gusto og Terre Madre i Torino var dansk madkultur repræsenteret.

En dansk fødevare-ø
Temaet for den danske stand var ’Bornholm – a danish food island’ og netop Bornholm er en af hovedkræfterne bag standen, hvor øen præsenterede sit nye regionale Madkulturhus Gaarden og fem producenter af kvalitetsprodukter heriblandt Pastariget, Lehnsgaard Olie, Bornholms Valsemølle, Vingården Lille Gadegård og Johannes Dam og søn, Bornholmske Rugkiks.

- Vi er her som repræsentant for hele Danmark som kulinarisk destination, udtaler Lars Albæk fra den bornholmske fødevareklynge.

En af de bornholmske producenter Pastariget drog til pastaens hjemland med sin bornholmske pasta og pesto med intentionen om at vise, hvad vi i Danmark kan med bornholmsk terroir og godt håndværk.

Men standen foldede den danske madkultur bredere ud end Bornholm – bl.a. i form af Madkulturen og Ministeriet for By, bolig og landdistrikters projekt Maddistrikter og Aarhus Kommunes satsning på Aarhus som en fødevare-by.

Alle har ret til et godt måltid
Katrine Klinken, der er talsmand for Slow food-bevægelsen i Danmark, er glad for, at det er lykkedes at få en dansk stand op at stå.

- Vi får med standen et naturligt samlingspunkt for de mange gode danske madhåndværkere, som kommer herned – og den internationale udveksling er et vigtigt element i maddannelsen i Danmark – bare det at vi er her, og viser at vi har noget at bidrage med til den globale mangfoldighed. Det gælder konkrete madvarer, men også vores styrkepositioner indenfor uddannelse, social og miljømæssig bæredygtighed, siger hun.

Udover standen deltog Danmark i projektet ’Ark of taste’ med tre madvarer, nemlig Æbleskiver, Rygeost og Bakskuld.

Initiativet til den danske stand er taget af virksomhederne Nordic Foodworks, Slowfood Danmark og Madkulturen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11