Fra 1. april 2014 til 30. juni 2014 har Fødevarestyrelsen gennemført kampagnen Balanceregnskaber i virksomheder, der producerer økologiske fødevarer. I forbindelse med kampagnen har Fødevarestyrelsen ført tilsyn i 152 virksomheder.
Ved tilsynet kontrollerede man, om virksomhederne havde styr på økologiregnskabet herunder råvare-balancer, færdigvarebalancer og input-output balancer. Det samlede resultat viser, at 19 ud af 20 virksomheder havde fuldstændig styr på økologien. Det betyder, at 144 virksomheder ingen anmærkninger fik, mens der blev givet indskærpelser til otte virksomheder.
- Der blev ved kampagnen konstateret overtrædelser hos 5 % af virksomhederne. Dette er overordnet set et tilfredsstillende resultat. Dog har flere virksomheder også modtaget vejledning om reglerne, og dermed er der fortsat plads til forbedringer, skriver Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside.
Indskærpelserne til de otte virksomheder, der ikke efterlevede reglerne, blev givet, da der ikke kunne fremvises fyldestgørende og dokumenterede balanceregnskaber, hvilket enten skyldes, at regnskabet var meget mangelfuldt eller uoverskueligt i en sådan grad, at det ikke kunne kontrolleres.
Formålet med kampagnen har været at kontrollere overholdelse af økologiregnskabskravene, bidrage til at vedligeholde Ø-mærkets høje troværdighed og give et kompetenceløft til virksomhederne.
