23948sdkhjf

Flere køkkener klar til sidste trin på øko-trappen

Klumme: Kødet kommer sidst. Den tendens gør sig gældende i langt de fleste storkøkkener, som lægger om til økologi.
I jagten på høje økologi-procenter er det ofte kødet, som sidst konverteres til en øko-variant. Under den økologiske rejse bliver køkkenerne gode til at skrue ned for mængden af kød og op for sæsonens grøntsager, at sætte håndværket i fokus ved at lave mad fra bunden og at undgå madspild. Det er tiltag, som både giver mere velsmagende, sundere og mere klimavenlige måltider, og samtidig giver luft i råvarebudgettet til økologi – og hen ad vejen også til økologisk kød.

For mange køkkener kommer kødet først på dagsordenen, når de er kravlet så langt op af øko-stigen, at det er den sidste barriere for et økologiske spisemærke i guld (90-100 procent økologi).

Da Copenhagen Food Fair for nyligt løb af stablen i Bella Center stod det imidlertid klart, at en stor gruppe køkkener nu er nået til det sidste trappetrin. Og samtidig viste skaren af udstillere i det økologiske område med al tydelighed, at også leverandørerne er opmærksomme på dette.

Aldrig har der været så stort et udvalg af øko-kød ved et økologisk fremstød på en foodservice-messe. Det var den største kategori i år. Og aldrig har gæsternes interesse for disse leverandører været større. Det er et tegn på, at vi er rigtig godt på vej.

Toppen af isbjerget

Vi har indtil videre kun set toppen af isbjerget i forhold til økologisk omlægning i offentlige og private køkkener. Hjulene ruller for alvor nu, og regeringens øko-omlægningskroner er begyndt at virke ude i kommunernes køkkener. 47 kommuner har i dag centrale, målsætninger for økologi i den offentlige bespisning.

Flere og flere bakker op om økologien. Det ser vi også på regnen af økologiske spisemærker, som uddeles til køkkenerne. På Copenhagen Food Fair kunne vi markere en milepæl med overrækkelsen af øko-spisemærke nummer 1000.

Det giver mening

Landets køkkenfolk bliver i stigende grad bevidste om, at de kan gøre en forskel med deres indkøb og således opnå endnu større stolthed ved deres arbejde ved de måltider, de serverer.

Det giver mening af fylde gryder og maver med dejlige råvarer, som er fri for sprøjtegifte og unødvendige tilsætningsstoffer, og som vi trygt kan serverer for børn, ældre og alle andre, der ikke selv har mulighed for at tilberede deres mad. Og det giver mening at tage et medansvar for, at dyrene i landbruget har gode forhold, og for at passe på naturen, så der fortsat kan være balance i samspillet mellem planter, dyr, insekter, fugle, jord og vand, som vi alle er afhængige af.

Her i 25-års jubilæumsåret for Ø-mærket ser vi frem til at fortsætte med at udfordre, udvikle, uddanne, inspirere og ikke mindst til at samarbejde med alle gode kræfter om at skabe ekstra medvind for økologien – og sikre at endnu flere når til toppen af øko-trappen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079