23948sdkhjf

Dyrevelfærd giver rekordoverskud hos Gråsten Fjerkræ

2014 blev et godt år for Gråsten Fjerkræ. Nu udvides produktionen og der investeres i nye pakkelinjer.
Gråsten Fjerkræ A/S kom ud af 2014 med rekordresultat.

Bruttofortjenesten landede for 2014 på 4.244.190 kr. mod 3.049.000 kr. i 2013. Årets resultat blev et overskud på 1.025.299 kr. mod et underskud på 4.000 kr. i 2013.

- Og det skyldes rettidig omhu og dygtigt købmandsskab og så et benhårdt sats på dyrevelfærd, forklarer bestyrelsesformand Gunder P. Jensen.

Derudover har datterselskabet Eurodan Poultry ApS som blandt andet markedsfører franske specialiteter som fjerkræ, ged, kanin og æg under varemærket ”Label Danois” og ”Privat Label” bidraget positivt til koncernens resultat.

Opkøb & Udfasning
Gråsten Fjerkræs fine resultat er også hjulpet godt på vej af opkøb af en virksomhed og udfasningen af primærproduktion og -slagtning.

- Vi har købt et lille enkeltmandsfirma, som sad på salget af ænder og så har vi ganske enkelt vægtet dyrevelfærd og kvalitet frem for nationalitet og flyttet produktionen af ænder, gæs og kyllinger til Tyskland, fortæller Gunder P. Jensen og uddyber:

- Årsagen til at vi er flyttet til Tyskland er at det danske regelsæt for at være fødevareproducent er for overimplementeret. Hver gang EU laver et regelsæt, så skal det danske altid være skrappere.

Når det så er sagt, så har Gråsten Fjerkræ flyttet sin produktion til Tyskland netop for at komme under skrappere regler – dog på dyrevelfærdsområdet.

- Vi får betydeligt mere velfærd for pengene. De tyske regler er langt skrappere end de danske, men vi får bedre fødevarer ud af det.

Grøn teknologi & Ny pakkelinje
Ud over at have flyttet produktionen af fjerkræ til Tyskland har Gråsten Fjerkræ også investeret i grøn teknologi og nye maskiner.

- Alle vores kølekompressorer kører på genvinding. Vi er 100 procent selvforsynende med varme fra vores kulde-produktion. Vi laver faktisk så meget varme, at vi kunne sælge den, fortæller Gunder P. Jensen.

- Derudover er vi ved at udvide både i Danmark og i Tyskland og har lige investeret i tre nye pakkelinjer fra Tecnovac i Italien.

I Danmark udvides med en ny varemodtagelses-hal og et nyt emballagelager, mens man i Tyskland udvider med flere producenter af fjerkræ.

- Den første af de nye pakkelinjer kommer allerede i uge 26 og den anden i uge 40. Den sidste kommer dog først i 2016, da det er en helt speciel maskine med et emballagedesign, der ikke er set før. Designet er til singler under det registrerede varemærke ”kylling til 1, fortæller Gunder P. Jensen, der også lige når at fortælle, at man er på opkøbs-jagt.

- Vi har været i forhandlinger med to virksomheder i år, men det blev ikke til noget. Vi har dog kig på en tredie mulighed, men det kan jo være der er muligheder vi ikke kender til, og vi er altid åbne over for forslag, slutter han.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063