23948sdkhjf

Endnu et flot regnskab fra Carsoe: "Det går forrygende"

Selv om 2014/2015 ikke helt levede op til rekorden fra året før, er ledelsen hos den nordjyske virksomhed meget tilfreds.
2013/2014 var et helt exceptionelt godt år hos Carsoe, og helt som ventet bød 2014/2015 derfor på tilbagegang på både top- og bundlinje.

- Når man tænker på, at vi i regnskabsåret har flyttet vores samlede virksomhed fra syv lokationer i Pandrup til nyt domicil i Aalborg, så er resultatet særdeles tilfredsstillende, udtaler administrerende direktør Mikkel K. Jacobsen.

Årsrapporten for 2014/2015 viser en omsætning på 181 mio. kr. – et fald på 30 mio. kr. i forhold til sidste år, og et overskud før skat på 6,1 mio. kr. mod 14,2 mio. kr. sidste år.

- Vores forventning til omsætningen for 2014/2015 var 167 mio. kr., men alle segmenter har performet bedre end budgetteret - det er meget tilfredsstillende, siger Mikkel K. Jacobsen.

Carsoe opererer traditionelt inden for tre forskellige områder; procesudstyr til fisketrawlere, tanke til især mejerisektoren samt bakkedispensere og slagteriudstyr. Dertil kommer en række tillægsprodukter i form af lifte, transportbånd og handlingudstyr.

- Det går forrygende inden for alle tre områder, og så kan man ikke tillade sig andet end at være tilfreds. Vi har blandt andet leveret de største tanke til dato rent volumenmæssigt. Det er der, vores konkurrenter falder fra. Jo større tankene er, jo sværere er de at lave, supplerer finansdirektør Henrik Mosel Hjortkær Pape.

Flytning kostede på bundlinjen
2014/2015 bød også på en anden skelsættende begivenhed hos Carsoe. I løbet af maj rykkede virksomheden nemlig alle aktiviteter fra Pandrup til et nyt domicil i Aalborg. I årsrapporten skriver ledelsen, at årets resultat før skat er påvirket negativt med 8,1 mio. kr., der direkte kan henføres til flytteomkostninger samt nedskrivninger og omkostninger ved afvikling af fraflyttede lejemål. Korrigeres der herfor, har Carsoe således reelt opnået et resultat på samme niveau som i sidste års rekordregnskab.

- I regnskabsåret 2013/2014 havde vi tre større projekter, hvortil der i større omfang blev anvendt underleverandører. Så trods nedgang i omsætningen, så har vores egenproduktion i 2014/2015 faktisk været større end i 2013/2014, hvilket er forklaringen på, at indtjeningen har kunnet fastholdes på samme tilfredsstillende niveau som i 2013/2014, siger Mikkel K. Jacobsen.

Forventer yderligere fremgang
Ledelsen er særdeles positive i deres forventninger til det kommende regnskabsår. I årsrapporten oplyses, at man i 2015/2016 forventer en omsætning på 200 mio. kr.

- Allerede efter et halvt år i Aalborg mærker vi tydeligt, at vores nye produktionsfaciliteter har givet et kvalitetsløft på alle områder. Vores kapacitet er øget betydeligt, og vi er i dag i stand til at realisere en betydeligt større omsætning. Og det er jo heldigt, for vores ordreindgang har aldrig været højere, siger Mikkel K. Jacobsen med et smil på læben.

Med hensyn til fremtiden er han dog lidt mere sparsom med oplysningerne:

- Vi har nye spændende planer med vores virksomhed, men dem holder vi lige for os selv lidt endnu.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094