23948sdkhjf

Ticans salg til tyske Tönnies er godkendt

Konkurrencemyndighederne i EU har godkendt, at den tyske fødevarekoncern Tönnies overtager Tican.
Da fusionen mellem de to danske slagterivirksomheder Tican og Danish Crown faldt til jorden i efteråret, meldte den tyske fødevarekoncern Tönnies sig i stedet på banen som køber af Tican.

Kort før nytår sagde Ticans ejerkreds ja til overtagelsen, og fredag har EU's konkurrencemyndigheder sagt god for sammenlægningen.

Det betyder, at Tönnies overtager alle driftsselskaber i Danmark, Storbritannien og Polen med tilhørende datterselskaber.

Overtagelsen får virkning tilbage fra 1. oktober sidste år, og handlen ventes at gå endeligt igennem 11. marts i år.

Inden da holder de 277 aktionærer i Tican - der alle er landmænd - deres ordinære generalforsamling på mandag, hvor de tager stilling til de sidste formalia i forbindelse med overdragelsen.

Tican udspringer af fusionen mellem Thisted Andels-Svineslagteri og Fjerritslev Andels-Svineslagteri tilbage i 1978.

Selskabet har cirka 2.300 ansatte og omsætter for 5 mia. kr. årligt.

Tönnies er en tysk koncern, som allerede har etableret sig med et slagteri i Danmark foruden de otte, man driver i Tyskland.

Selskabet har omtrent 10.000 ansatte og kontorer i 25 lande.

/ritzau/
Kommenter artiklen (3)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.46