23948sdkhjf

Tulip overtager Skagens berømte Slagter Munch

- Det måske stærkeste nichemærke i branchen, siger Tulip-direktør
Slagter Munch i Skagen, som siden etableringen 1905 har skabt sig et et stærkt navn med produktion af blandt andet Skagen Skinken, bliver fra nytår en del af Tulip Food Company og dermed Danish Crown-koncernen.

Tulip overtager Slagter Munchs aktiviteter – uden dog at ville ændre på oplevelsen, fastslår Tulip-direktør Kasper Lenbroch i en pressemeddelelse.

- Vi er meget glade for og ydmyge over at videreføre Slagter Munch, som er det måske stærkeste nichemærke i branchen. Dét er Slagter Munch blevet gennem mere end 110 års kompromisløse krav til kvalitet, smag og den samlede oplevelse ved de udelukkende hjemmelavede produkter, siger direktøren.

- Vi forventer, at vi kan få stor glæde og gavn af hinanden, og vi vil ære og respektere det varemærke, som nænsomt er blevet opbygget. Slagter Munch vil også fremadrettet komme til at fremstå som en fuldstændigt selvstændig enhed, der fortsat vil varetage alle funktioner i eget regi. Vi er stolte af, at Slagter Munch selv ønskede at blive en del af Danish Crown-familien, tilføjer han.

Generationsskifte

Både medarbejderstyrken, det samlede produktsortiment og den berømte slagterbutik på Sct. Laurentii Vej i Skagen bliver ført uændret videre. Den daglige ledelse overgår som et led i det allerede planlagte generationsskifte til Marie og Line Munch, der i løbet af den kommende tid vil overtage fra deres far, slagtermester Jens Munch.

- Som en del af Tulip Food Company kan vi nå endnu længere med vores ambitioner. Vi kender i forvejen Danish Crown og Tulip som yderst seriøse og dygtige samarbejdspartnere. Gennem langvarig og fantastisk god samhandel hvor vi har opnået at have adgang til det bedste svine-, lamme- og oksekød, som kan opdrives inden for landets grænser, har vi helt naturligt fået gode relationer til såvel medarbejdere som firmaerne, siger Jens Munch.

Det er i år 50 år siden, at Jens Munch begyndte i lære som slagter hos sin far, Poul Munch – hvis far, Christian Munch, grundlagde Slagter Munch i 1905 på samme adresse som i dag.

Jens Munch vil i de kommende år bidrage til den fortsatte udvikling og innovation af varemærket Slagter Munch.

Tulip Food Company råder ud over Slagter Munch over brands som Tulip, Gøl, Mou, Den Grønne Slagter og Steff-Houlberg.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127