Fødevarestyrelsen lukker al produktion hos Delika
Fødevarestyrelsen har stoppet al fødevareproduktion hos Delika Aalborg.
Stoppet skyldes, at styrelsen har fundet listeria i en okserullepølse produceret af virksomheden.
Rullepølsen er et ud af flere forskellige produkter, som Fødevarestyrelsen for få dage siden tog Listeriaprøver fra.
Prøverne blev taget, fordi der tidligere er fundet listeria i Delikas produktionsmiljø.
Fødevarestyrelsen kan ikke afvise, at der også kan være listeria i andre af virksomhedens produkter.
Udover at stoppe produktionen har Fødevarestyrelsen påbudt Delika Aalborg at trække store dele af den seneste måneds produktion tilbage fra markedet.
Produkter kan være farlige
- Vi har taget det drastiske skridt, fordi vi ikke kan udelukke, at virksomhedens produkter kan være farlige for forbrugerne. Vi har i løbet af i år fået indberetninger om fire listeriapatienter, hvoraf en har mistet livet. De fire patienter har været smittet med samme type listeria, som er fundet i virksomheden ved flere af vores kontrolbesøg, siger sektionsleder i Fødevarestyrelsen Annette Perge.
Tilbagetrækningen gælder samtlige spiseklare produkter, hvor listeria har gode vilkår for at vokse, og som er pakket fra og med 7. november og frem til 6. december i år.
Man kan kende produkterne fra Delika Aalborg ved, at der står DK 5350 EF i det ovale identifikationsmærke på pakken.
Delika producerer pølse- og pålægsprodukter og sælger en lang række importerede charcuteri-specialiteter.
"Kvalitet, håndværk og kærlighed er nøgleordene for alle vores produkter", hedder det på virksomhedens hjemmeside.
Listeria findes overalt
Listeria er en naturlig bakterie, der findes overalt i miljøet, og den er ekstremt dygtig til at gemme sig, så det er ifølge Fødevarestyrelsen ikke unaturligt, at den kan findes i hjørner og afløb på fødevarevirksomheder.
Når det sker, skal virksomheden tage en række forholdsregler for at bekæmpe den og sikre, at den ikke kan bevæge sig over i produkterne.
Det har Delika Aalborg også gjort i dette tilfælde, men virksomhedens indsatser har altså vist sig ikke at virke.
Det er normalt kun svækkede og gravide, der er i risiko for at blive alvorligt syge med listeria.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Delika Aalborg.