FødevareErhverv (et direktorat under Fødevareministeriet) blev i slutningen af 2008 som den første offentlige arbejdsplads sundhedscertificeret af Dansk Firmaidrætsforbund. Igennem 2009 har sundhedsstrategier og handlingsplaner på bl.a. KRAMS-områderne (Kost, Rygning, Alkohol, Motion, Stress) skulle stå deres prøve. Det har FødevareErhverv klaret på så fornem vis, at FødevareErhverv nu er kåret som ”Danmarks sundeste arbejdsplads 2009”.
Personalechef i FødevareErhverv Dorte Bajda Appel udtaler om kåringen:
- Vi er rigtig glade og stolte over at blive kåret som Danmarks sundeste arbejdsplads. Det er dejligt at blive anerkendt for at have udviklet nogle gode sundhedsfremmende tiltag af høj kvalitet.
Sundhedsarbejdet har i FødevareErhverv en stærk og velfunderet organiseringsform, hvor både ledelsen, HR, sikkerheds- og sundhedsudvalget samt ildsjæle blandt medarbejderne sikrer, at indsatsen griber fat i hele organisationen, og når ud til alle afdelinger.
- Fokus på dette område begyndte helt tilbage i 2005, da vi besluttede at sætte fokus på sygefravær og stress. Vi vedtog dengang at få en mere positiv tilgang til tingene, og at sætte fokus på de faktorer, der giver de ansatte arbejdsglæde. Det ledte naturligt til et øget fokus på sundhedsarbejdet. Vi har derudover den antagelse, at dem der har det fysisk og psykisk godt, også præsterer bedre i deres arbejde, pointerer Dorte Bajda Appel.
De fysiske rammer og muligheder hos FødevareErhverv i København er mangfoldige, da der bl.a. er livsstilsklubber, spinninghold, motionsrum og en meget velassorteret og sund kantine.
- På et tidspunkt havde vi mange skibe i søen, og vi blev opmærksomme på muligheden for at blive sundhedscertificeret, og på den måde samle indsatsen. Det har gjort, at vores initiativer er kommet i nogle klare faste rammer. Nu lægger vi en årlig handlingsplan og et sundhedsbudget. Dermed er der kommet fokus på, hvad det er, vi gør, og vi har fået et bedre samlet overblik over sundhedsarbejdet, slutter Dorte Bajda Appel.

