23948sdkhjf

Forbrugere vil betale mere for godt kød

Det er ikke alt, der behøver være på tilbud. Danskerne betaler gerne mere for kød, hvis de får en god kvalitet.
I følge en befolkningsundersøgelse fra Landbrug & Fødevarers vil hele 74 pct. af danskerne gerne betale ekstra for godt kød, mens der ’kun’ er 61 pct., der gerne betaler merpris for god frugt.

Derefter går det støt ned ad bakke til kødpålæg og æg, som kun henholdsvis 28 og 29 pct. er villige til at betale mere for, hvis det er af en særlig god kvalitet.

Tabt omsætning
Tallene vækker dog en vis grad af undren for formanden for Danske Slagtermestre.

Her har man siden 2007 oplevet et tab af omsætning på 17 procent, skriver FoodCulture.

– Som med så mange andre undersøgelser må man nok desværre konstatere, at danske forbrugere gerne vil gøre ét men gør noget andet, når de står ved køledisken. Ofte er det pengepungen, der kommer til at bestemme, og det har vi selvfølgelig særligt kunne mærke i disse krisetider, fordi folk har en opfattelse af, at hvis man går til slagteren, kommer man til at betale overpris, siger formanden for Danske Slagtermestre, Leif Wilson Laustsen.

Han oplever dog, at forbrugerne siden årsskiftet i højere grad har fået muldvarpen frem af lommen og går til slagteren efter kød igen.

– Vi har haft et par hårde år, hvor mange af butikkerne har måttet afskedige ansatte. Det har jeg også selv været nødt til, men nu synes jeg, det ser ud til, at folk har fået flere penge mellem hænderne og kommer tilbage i butikken, siger Leif Wilson Laustsen til FoodCulture.

Hak mens kunden ser det
Omtalen af supermarkeders ompakning af kød har også hjulpet på hans omsætning, og han opfordrer i særdeleshed medlemmerne af Danske Slagtermestre til at anskaffe sig en kødhakker med køl.

– Alle tiltag, hvor slagtermestrene kan udnytte muligheden for at tilvirke kødet i butikken, mens kunderne ser på det, taler til slagternes fordel. På den måde undgår man misforståelser om, hvad det er, man får, hvor lang tid det har ligget, og hvad der ellers kan give anledning til mistro. Men vi skal også blive bedre til at kommunikere, at man hos slagteren kan få et godt stykke kød til en rimelig pris. Sådan som vi ved, forbrugerne gerne vil have det, siger formanden.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141