23948sdkhjf

Fødevarer fra udlandet er oftere forurenede

Flere sygdomsudbrud herhjemme skyldes forurenede udenlandske fødevarer, og det er især de ferske fødevarer som frugt og grønt, der volder problemer.
Polske hindbær, thailandske minimajs, slikærter fra Kenya, basilikum fra Israel og romainesalat fra Tyskland er eksempler på importerede fødevarer, der har gjort mange danskere syge.

- Der er ingen tvivl om, at problemet med forurenede udenlandske fødevarer er vokset siden, vi første gang noterede os et udbrud i 2006. Alene i år kan vi notere fem udbrud på landsplan, der skyldes spiseklare forurenede fødevarer fra forskellige steder i verden, og det er mere, end vi plejer at se, og året er ikke omme endnu, siger udbrudskoordinator Morten Lisby fra Fødevareregion Øst til Børsen.

Problemet kan være meget større, for som tommelfingerregel siger Morten Lisby, at man skal gange det registrerede antal smittede med 10 til 15, fordi der ligger et skjult antal syge, som ikke har været hos læge.

Eksporter den danske model
Vicedirektør Jørgen Schlundt fra DTU Fødevareinstituttet, der tidligere har siddet som direktør for WHO’s Afdeling for Fødevaresikkerhed, mener, at en del af problemet med de fødevarebårne sygdomme fra fødevarer skyldes, at forurenede fødevarer ikke er placeret særligt højt på den internationale agenda.

Han peger på, at det bedste, Danmark kan gøre for at gardere sig mod problemet, er at eksportere den danske model for fødevaresikkerhed.

- Jeg vil ikke sige, at danske fødevarer er bedre end de udenlandske, men den model for fødevaresikkerhed vi har i Danmark er meget unik og har vist gode resultater med at begrænse smitte i fødevareproduktionen. Tag f.eks. salmonella i æg og kylling, som vi næsten har fået udryddet, siger han til Børsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093