23948sdkhjf

Ny filetfabrik vil give Danmark friskere fisk

Royal Norden Seafood satser mest på rødspætter
Med en investering på cirka 10 millioner kroner i ryggen er en ny fiskefabrik netop åbnet i Thyborøn. Royal Norden Seafood koncentrerer sig mest om at producere rødspættefileter, men har også mulighed for at håndtere rundfisk som torsk og sej.

- Vi regner med at modtage cirka 10 ton rødspætter om dagen, og når de er omdannet til fiskefileter, bliver alle fileterne i første omgang sendt til Holland, fortæller en af ejerne, hollænderen Juriaan Romkes. Hans familie er i forvejen storproducent af fiskeprodukter i den hollandske by Urk, hvor familien driver fiskevirksomheden Neerlandia.

Den forbindelse betyder, at Royal Norden Seafood på forhånd er sikker på at kunne afsætte alle sine produkter helt uden problemer, idet Neerlandia som udgangspunkt køber det hele.

En af fiduserne ved at etablere fabrikken i Thyborøn er ifølge Juriaan Romkes, at forbrugerne kan få friskere fisk. Neerlandia har hidtil købt masser af rødspætter i både Thyborøn, Hvide Sande og andre danske havne og har fået dem kørt i hel tilstand til Holland, hvor de så skulle fileteres. Nu kan Royal Norden Seafood sørge for fileteringen allerede samme dag, som fiskene bliver landet, og det færdige produkt kan være i Holland dagen efter om formiddagen.

Fem dage friskere
Planen er, at den hurtigere håndtering også i høj grad skal komme danske forbrugere til gode: Mange af de rødspætter, som bliver landet i Nordjylland og købt af Neerlandia, bliver p.t. kørt tilbage til Danmark, når de er omdannet til fileter i Urk. Men Royal Norden Seafood går nu i gang med at lave aftaler med opkøbere i hele Norden - deraf navnet - og det vil skære flere dage af den tid, som går fra fiskene er fanget til forbrugerne kan sætte tænderne i fileterne. Ifølge Juriaan Romkes kan der sagtens være tale om fem dage friskere fisk.

Ud over Romkes-familien, der ejer 40 procent af den nye filetfabrik, er der to andre ejere med hver 30 procent. Dels den hollandske fiskeveteran Albert Dekens, som i forvejen ejer fire fiskerbåde i Thyborøn, og dels det lokale investeringsselskab Thyborøn Invest.

Hos sidstnævnte er det Anton Bro, der tager sig af kontakten til hollænderne, og som sammen med Royal Norden Seafoods nyansatte administrative medarbejder, Helle Jakobsgaard, har hjulpet med at få de nødvendige tilladelser og certificeringer på plads.

Minkfoder og fiskemel
Anton Bro nævner, at filosofien bag den nye fabrik ikke kun handler om kortere transporttid for den enkelte fisk/fiskefilet, men i høj grad også om mængden af transporterede kilo.

- Det er kun 40 procent af fisken, der bliver til fileter. Hidtil er alt afskæret blevet kørt fra Holland tilbage til Danmark, fordi de ikke har nogen fiskemelsfabrikker dernede. Så vi kommer i høj grad til at reducere transporten både den ene og den anden vej, konstaterer han.

De fiskedele, der bliver skåret fra i Thyborøn, ender som enten minkfoder eller som råvarer hos fiskemelsvirksomheden TripleNine, der har en fabrik få meter fra Royal Norden Seafoods fabrik på Sydhalevej.

Bygningen på Sydhalevej har også tidligere været anvendt som fiskefabrik, men har de seneste år stået delvist tom, efter at virksomheden Viva indstillede produktionen af saltede fisk. Før da holdt Scanfish til i den cirka 900 kvadratmeter store bygning.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078