23948sdkhjf

Nytænkning kaster millioner af sig hos Peter Larsen Kaffe

Mobile kaffebarer har vist sig at være en succes
Salget af helt almindelig posekaffe er stadig hovedindtægtskilden for Peter Larsen Kaffe i Viborg, men det klassiske kaffesalg bliver i højere og højere grad kombineret med specialkaffe, økologi og mobile kaffebarer.

Den kombination virkede i det seneste regnskabsår aldeles glimrende: Peter Larsen Kaffe kom ud af regnskabsåret med et overskud før skat på 15,4 millioner kroner. Det er stort set det samme som året før.

- Vi er særdeles tilfredse med resultatet. Vores produkter kan nu købes i landets førende dagligvarekæder. Vi kan også se, at vi står stærkt på det økologiske og certificerede kaffemarked, siger direktør Claus Bertelsen.

Han hæfter sig ved, at virksomheden i løbet af de seneste år er lykkedes med at positionere sig som en markant udbyder af kaffeløsninger på convenience, og at satsningerne på udvikling af nye produkter og kategorier bidrager positivt til det samlede resultat.

De store investeringer i mobile kaffebarer, som især anvendes på landets førende festivaler, har øget danskernes kendskab til Peter Larsen Kaffe, og kaffevirksomheden har løbende satset på nye innovative kaffeprodukter som iskaffe, miljøvenlige og nedbrydelige kaffekapsler samt koldbryg, nævner direktøren også.

Mikroristeri
Der har i det forløbne år desuden været store investeringer i etablering af Peter Larsen Micro, et mikroristeri der ligger i hjertet af virksomhedens eksisterende risteri i Viborg. Mikroristeriet fungerer både som risteri, laboratorium, showroom og møderum.

Økologi og certificeret kaffe har været et kerneområde for kaffevirksomheden, der som en af de første herhjemme lancerede Fairtrade-certificeret kaffe i 1990’erne. Siden er det gået stærkt, og i år gik virksomheden all-in og udskiftede hele Peter Larsen Kaffes helbønnesortiment, så alle varianter i dag er certificerede og/eller økologiske.

Den 115 år gamle kaffevirksomhed arbejder i det hele taget målrettet på at trække kaffekategorien i en mere bæredygtig retning. Eksempelvis bliver der brugt biogas på risteriet i Viborg, og al elektricitet kommer fra vindenergi.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078