23948sdkhjf

Danske fødevarer indeholder færrest sprøjterester

Andelen af dansk frugt med sprøjterester er på et år faldet fra 56 til 39 pct. Udenlandsk frugt ligger stadig på 75 pct., viser nye resultater fra den danske pesticidkontrol.
Dansk frugt og grønt har lavere indhold af sprøjterester end udenlandske. Samtidig er der en større andel af prøver med flere forskellige sprøjterester i udenlandske prøver end i danske. Alle fund af sprøjteresterne er under de sundhedsmæssige grænser. Det viser resultaterne fra den danske pesticidkontrol fra Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet.

Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet har analyseret 2.294 prøver fra den danske pesticidkontrol i 2009, og resultaterne viser, at Andelen af dansk frugt med sprøjterester er faldet fra 56% i 2008 til 39% i 2009. De udenlandsk producerede afgrøder viser ikke samme tendens, men andelen af udenlandsk produceret frugt med sprøjterester er uændret på godt 75%.

Generelt bliver der oftere fundet sprøjterester i frugt end i grønt. Ligesom tidligere år er der kun meget få eller ingen rester af sprøjtemidler i kød og korn.

Fund er under sundhedsmæssige grænser
Andelen af prøver med flere forskellige sprøjterester er på 24%, hvilket er på niveau med resultatet fra 2008. Der er en større andel prøver fra udenlandsk producerede fødevarer end fra dansk producerede fødevarer, der indeholder flere forskellige sprøjterester. Udenlandsk producerede varer med flere forskellige sprøjterester udgør 32% af prøverne, mens andelen af prøver fra Danmark var på 4%.

Forskerne fra DTU Fødevareinstituttet har beregnet og vurderet befolkningens indtag af sprøjterester via kosten og konkluderer, at ingen af fundene udgør en sundhedsmæssig risiko for forbrugerne. Beregningerne viser, at voksne danskere i gennemsnit får 68 mikrogram sprøjtemiddel om dagen. Det er lavere end niveauet for tidligere år.

Sprøjterester i fokusafgrøder er faldende
Tidligere undersøgelser har vist, at 95% af danskernes indtag af sprøjterester stammer fra 25 forskellige typer afgrøder. Hovedparten af de 2.294 prøver, som er analyseret i den danske pesticidkontrol, er taget fra de 25 typer afgrøder. Alt i alt er cirka 130 forskellige typer fødevarer analyseret for ca. 250 forskellige sprøjtemidler.

Siden 2006 har seks typer afgrøder haft et særligt fokus, fordi det er afgrøder, som danskerne spiser meget af. Det drejer sig om gulerod, jordbær, pære, tomat, æble og hvede. Her viser undersøgelsen samme tendens, nemlig at der er færre prøver med sprøjterester i de dansk producerede fokusafgrøder (22%) end i udenlandsk producerede (67%).

Æbler er stadig den største bidragyder til danskernes indtag af sprøjtemidler, men indtaget er faldet fra 34% af det samlede indtag i 2008 til 24% i 2009.

Økologiske fødevarer
Der blev udtaget 155 prøver af økologisk frugt og grønt, korn, ris og økologisk babymad. I fire prøver blev der fundet sprøjterester, men undersøgelsen viser, at niveauerne var så lave, at fundene kan skyldes utilsigtede forureninger.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141