23948sdkhjf

Chokoladefabrik har udvidet med lidt af hvert

Mols Organic lancerer nye produkter igen og igen
Det begyndte med en chokoladefabrik, og der bliver stadig lavet masser af chokolade hos Mols Organic på Djursland - men som led i en større turnaround bliver der nu også sendt en lang række andre fødevareprodukter ud af dørene i landsbyen Vrinners.

Fabrikken begyndte at lave energibarer i 2015 og har netop udvidet på det område med den nye serie Mols Organic Rawbars, som direktør Aksel Rømer har kæmpestore forventninger til. Derudover laver virksomheden både butter cookies, pebernødder, kammerjunkere, chips, marcipan og nougat - og har også bevæget sig ind på drikkemarkedet med mineralvand på flaske fra det lokale vandværks boringer.

Sidstnævnte er ikke mindst kommet med i sortimentet, "fordi vi kan", som Aksel Rømer konstaterer. Han henviser til, at vandet bliver kørt fra boringen på Mols til det fynske Ørbæk Bryggeri, hvor det bliver tappet på flasker både med og uden brus.

Marmelade på vej
Ørbæk Bryggeri er lige som Mols Organic ejet af familien Rømer, der ud over Aksel tæller broderen Nicolai og faderen Niels Rømer. Deres voksende forretning omfatter også blandt andet Nyborg Destilleri og Naturfrisk, der sælger økologisk sodavand, juice og smoothies.

- Vi skal også til at lave marmelade, men vi skal nok ind i 2019, før vi også kan kalde os marmeladefabrik. Vi kan ikke gabe over mere lige nu, siger Aksel Rømer.

Mange af opskrifterne på de nye produkter kan familien takke far Niels Rømer for - det er ofte hans hoved, ideerne kommer ud af.

- Han er dygtig - han kan virkelig udvikle, fastslår Mols Organic-direktøren.

Overskud på vej

Familiens sats på Mols begyndte i 2014, da Rømer'ne overtog den konkursramte chokoladevirksomhed Mølle Skovly med brandnavnet Woodshade Organics. Ret hurtigt blev Aksel Rømer indsat som direktør, og han har siden da arbejdet på at gøre fabrikken rentabel via de nye produkter og et navneskifte til Mols Organic.

Hidtil har der været tale om underskud i regnskaberne- senest et minus på knap halvanden millioner i 2016. Regnskabet for 2017 er ikke klart endnu, men der er lagt op til endnu et underskud. Og så skulle der gerne være sorte tal på bundlinjen fra 2018, lader direktøren forstå.

Ud over at tage helt nye varegrupper ind har hans turnaround også handlet om at forbedre de velkendte opskrifter fra fortiden.

- For eksempel har vi udviklet lidt på marcipanopskriften, så marcipanen nu har en holdbarhed på ni måneder mod tidligere kun fire måneder, nævner Aksel Rømer.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094