23948sdkhjf

Dansk optimisme på kæmpemesse i Tokyo

Fødevarefolk viser sig frem for asiater i fire dage
Ni danske eksportvirksomheder tager i disse dage imod omkring 82.000 besøgende på fødevaremessen Foodex i Tokyo i bestræbelserne på at komme ind på det japanske marked.

- Vi har haft to rigtig gode dage. Vi har fået mange kontakter, som det er værd at arbejde videre med, konstaterer Malene Koopmann Henningsen, der er international salgschef for Kolding-virksomheden Easyfood, midtvejs i messen.

Brød- og kageproducenten Easyfood og de øvrige otte danske virksomheder på messen deler en fælles stand på Foodex, der er en af Asiens største fagmesser for mad- og drikkevarer.

Med besøgende fra ikke bare værtslandet, men også fra lande som Kina, Taiwan, Thailand og Sydkorea, giver Foodex potentielt adgang til indkøbere fra handelsvirksomheder, der servicerer langt over en milliard forbrugere. Først og fremmest er den dog et forbindelsesled til det japanske marked og landets 126 millioner indbyggere, konstaterer fællesstandens medarrangør Bio Aus Dänemark i en pressemeddelelse.

Svært marked
At få en fod indenfor på det japanske marked kræver langt mere end blot at udstille fire dage på en messe. Alene det at få importtilladelse til fødevarer er en omstændelig og tidskrævende proces, og bagefter skal man kende den japanske forretningskultur og have japansktalende medarbejdere eller partnere for at få kontakt til kunderne, påpeger Bio Aus Dänemark.

Den danske fællesstand er organiseret i samarbejde mellem netværket Bio Aus Dänemark, Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer.

- Jeg er superglad for, at vi - selv om vi ikke er noget stort netværk - kan hjælpe danske fødevarevirksomheder med at få kontakter i Japan og få en eksport i gang, eller udbygge den, de allerede har. I september følger vi op med et fremstød rettet mod de japanske butikskæder. Det bliver både for nuværende danske eksportører og for dem, der gerne vil ind på markedet herude, siger Malene Aaris, grundlægger af Bio Aus Dänemark.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.169