23948sdkhjf

EU vil gøre op med "fødevareapartheid"

Østeuropa vil ikke være "Europas skraldespand" og kræver handling fra EU, så produkter i identisk indpakning ikke længere må indeholde forskellige råvarer

Det skal være slut med, at Nutella er mindre cremet i Bulgarien end i Tyskland, eller at det samme mærke yoghurt indeholder en mindre andel af jordbær i Slovenien sammenlignet med i Østrig.

Det mener EU-Kommissionen, der efter heftige klager fra en stribe central- og østeuropæiske lande vil forbyde såkaldte dobbeltstandarder på fødevareområdet i unionen.

Historierne om forskellen på produkter, der ellers markedsføres som identiske, begyndte at rulle sidste år efter en række undersøgelser i de nyere EU-medlemslande i Central- og Østeuropa.

Her fandt man blandt andet frem til, at der er mere kunstigt sødemiddel i en Sprite-sodavand i Tjekkiet end i Tyskland og mindre fisk i fiskepinde, hvis man køber dem i Slovakiet i stedet for i Østrig.

Undersøgelserne fik den ungarske regering til at tale om "den største skandale i nyere tid", mens den tjekkiske fødevareminister sagde, at landene ikke vil finde sig i at være "Europas skraldespand". Bulgariens premierminister betegnede det som "fødevareapartheid".

Derfor opdaterer EU-Kommissionen nu et direktiv, så fødevareproducenter får sværere ved at justere indholdet fra land til land.

- Vi skærer det ud i pap, at dobbeltstandard inden for fødevarekvalitet er forbudt, lyder det fra EU's forbrugerkommissær, tjekkiske Vera Jourova, ifølge hjemmesiden Euractiv.

Firmaer som Coca-Cola samt supermarkedskæderne Spar og Lidl er blandt dem, der beskyldes for at sænke kvaliteten af deres produkter i Central- og Østeuropa.

De forsvarer sig typisk med, at de blot tilpasser deres produkter til de lokale smagspræferencer.

Hos interesseorganisationen Dansk Erhverv mener EU-konsulent Lasse Hamilton Heidemann, at "EU åbner en ladeport for diskussioner" med det nye tiltag.

Han nævner som eksempel, at en øl i pilsnerklassen indeholder mindre alkohol i Danmark end i Rumænien og Belgien.

- Det passer åbenbart rumænerne og belgiere bedst at drikke lidt stærkere pilsner, men det betyder ikke, at danske pilsnere er af dårligere kvalitet, siger han.

Kommissær Jourova fortæller ifølge The Guardian, at hun frem mod fremlæggelsen af direktivet er blevet mødt af modstand fra fødevareindustrien og visse medlemslande.

Hun understreger dog, at kommissionen ikke vil lovgive ned i detaljen.

- Vi kommer ikke til at diktere smagsnuancer. Jeg rører ikke ved danske sild eller tjekkiske pølser. Men hvis der er et mærke, som bliver markedsført i mange medlemsstater, så er der en legitim forventning om, at mærket vil indeholde det samme, og det er ikke tilfældet i nogle sager. 

- Jeg anslår, at det gælder for adskillige hundrede produkter, siger Vera Jourova.

Konkret giver kommissionen mulighed for, at de enkelte medlemslande selv kan erklære produkter ulovlige, hvis indholdet er anderledes end i andre lande, selv om indpakningen er identisk.

Landene skal selv teste fødevarerne med EU-penge i ryggen.

Initiativet bliver umiddelbart taget godt imod i de berørte lande. Tjekkiets europaminister, Ales Chmelar, kalder det "et stort skridt fremad".

EU-Parlamentet og medlemslandene skal nu diskutere forslaget.

ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094