23948sdkhjf

Danskernes forbrug af kvalitetsfødevarer sat under lup

Producenter kan nu sammenligne sig med andre på markedet
Betyder det noget, at en pakke med kyllingefilet har et mærkat, der angiver, at kødet er dansk? Og hvor vigtigt er det for forbrugerne, at melet i supermarkedet er økologisk?

Den slags spørgsmål om, hvad forbrugerne lægger vægt på, har en gruppe forskere fra MAPP Centret ved Aarhus Universitet set nærmere på i en undersøgelse af danskernes forbrug og efterspørgsel på kvalitetsfødevarer.

Og det har ikke været nogen helt let opgave. For kvalitet er et diffust begreb, der kun kan måles ved at spørge forbrugerne. Det vil desuden variere fra person til person, på tværs af forskellige spisesituationer og over tid, konstaterer universitetet.

Målet med projektet har derfor ikke mindst været at komme med et bud på et instrument til at følge efterspørgslen af kvalitetsfødevarer i Danmark, baseret på forbrugernes faktiske køb fra september 2015 til august 2017. Der er også set på, i hvilken udstrækning varerne bærer relevante kvalitetsindikatorer, eksempelvis økologi-mærket.

Det forklarer Pernille Nørgaard Videbæk, der er videnskabelig assistent ved MAPP Centret og en af tovholderne på projektet.

- Tidligere undersøgelser har vist, at en række indikatorer så som økologi-mærket, Nøglehulsmærket eller en anprisning af, at varen er produceret lokalt, påvirker forbrugernes opfattelse af kvalitet. Vi har haft data fra et forbrugerpanel, hvor 3.000 husstande ugentligt har indrapporteret, hvad de har købt, men da det ikke fremgår, om produkterne bærer en eller flere af disse indikatorer, har vi været nødt til at indsamle data om varerne i landets største supermarkeder, fortæller hun.

Fire kategorier
Konkret har forskerne valgt at undersøge produkter i fire kategorier: Fersk fjerkræ, mel, kødpålæg og suppe. De har i samarbejde med Coop, Dansk Supermarked og Rema 1000 besøgt butikker i hele landet og scannet alle produkter i kategorierne og angivet, om de har båret en eller flere af de udvalgte kvalitetsindikatorer, for eksempel økologi-mærket. Ved hjælp af stregkoder er det så sammenholdt med data fra forbrugerpanelet.

- Samlet set viser resultaterne for de fire kategorier, at der er en betydelig kvalitetsdifferentiering. Men i alle kategorier står produkter, som er enten uden kvalitetsindikator, eller som kun skilter med dansk oprindelse og/eller Nøglehulsmærket, for størstedelen af omsætningen. I alle kategorier fandt vi desuden en gruppe af eliteprodukter, som kombinerer en bredere vifte af kvalitetsindikatorer, men de udgør kun en lille procentdel af omsætningen, siger Pernille Nørgaard Videbæk.

Eksempelvis skilter 38 procent af sortimentet af pakker med fersk fjerkræ med, at det er af dansk oprindelse og bærer Nøglehulsmærket. Men det står omvendt for 53 procent af den samlede omsætning. På melområdet udgøres 64 procent af omsætningen af produkter, der skilter med mindst én kvalitetsindikator. De mest brugte er ”fri for”-anprisninger, økologi, ernæringsanprisning (Nøglehulsmærket), bæredygtighedsanprisning og Fuldkornsmærket.

Mest bevægelse i markedet for fjerkræ
Forskerne har også analyseret udviklingen over tid - med det forbehold, at der inden for den forholdsvis korte periode ikke kan forventes dramatiske ændringer i efterspørgslen.

- Med disse forbehold kan det konstateres, at markedsandelen af fjerkræ med råvareanprisninger - den gruppe af produkter vi kalder De gode racer - har været i kraftig vækst i perioden. Forandringerne i de andre produktkategorier har været beskedne. Om det er udtryk for en stabil trend, kan der først tages stilling til, når der foreligger data over en lidt længere periode, siger Pernille Nørgaard Videbæk.

- Producenterne kan bruge de nuværende resultater til at sammenligne sig med andre på markedet – og bruge det til at overveje, om man for eksempel. skal arbejde hen mod at få et Nøglehulsmærke – eller om det er irrelevant for forbrugerne. Vi håber også, at vi kan udvide undersøgelsen med en analyse af, om markedet belønner visse kvalitetsindikatorer med højere priser, og hvor høj en eventuel prisforskel bliver, tilføjer hun.

Rapporten fra Aarhus Universitet kan downloades her: Rapport









Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125