23948sdkhjf

Danish Crowns Japan-fabrik gør klar til yderligere vækst

Danish Crown har stor succes på det japanske marked - så stor, at koncernen har en decideret Japan-fabrik i Ringsted og vil åbne endnu en i Blans

Da Danish Crowns såkaldte Japan-afdeling - internt i organisationen benævnt Fabrik 3 - rykkede fra Hadsund til Ringsted for seks år siden, var der 14 medarbejdere. I dag er der 120.

Det siger noget om det fodfæste, som Danish Crown - og den danske slagteribranche generelt - har fået på det japanske marked qua højt specialiserede og ofte meget dyre udskæringer.

I 2016 eksporterede DC over 100.000 ton grisekød til Japan til en samlet værdi af tre milliarder kroner. I mængder er det under halvt så meget af eksporten til Kina, men til sammenligning havde de 260.000 ton svinekød til Kina en værdi på mellem fire og fem milliarder kroner.

Japanerne vil nemlig gerne betale ekstra for kvalitet, og den slags specielle udskæringer er Fabrik 3 på Danish Crowns Ringsted-slagteri specialister i at levere. Endda i en grad, så afdelingen - internt i koncernen ofte benævnt en fabrik i fabrikken - også leverer udskæringer til markeder i Hong Kong, Qatar, Frankrig og England. Ofte direkte til slutbrugere som restauranter og fastfood-kæder.

Ungarn ramt af svinepest 
- Vi kan håndtere stort set alle typer ordrer. Selvfølgelig afhængigt af kapaciteten, lyder det fra fabrikschef Jesper Frandsen, som blandt andet har to produktudviklere siddende til udelukkende at udvikle nye produkter til de udenlandske markeder.

Særligt i disse måneder har der været fuldt drøn på, efter at et udbrud af svinepest i Ungarn - et af de lande som Danmark traditionelt konkurrerer med om japanernes gunst - har sat al handel med svinekød mellem Japan og Ungarn på standby.

- Kombinationen af øget interesse og udbrud af afrikansk svinepest andre steder i Europa gør, at vi skal levere til endnu flere markeder. Så vi leder efter folk og skal inden for de kommende måneder øge medarbejderstaben med cirka 15 mand, siger fabrikschef Jesper Frandsen.

Udligningstold har stået i vejen 
Lidt længere ude i horisonten lokker den i foråret indgåede frihandelsaftale mellem EU og Japan med løfter om yderligere vækst. Den kan bane vejen for yderligere eksport af svinekød til Japan, som i forvejen udgør i omegnen af 30 procent af den samlede danske eksport til Japan.

Med frihandelsaftalen udfases den minimumsimportpris, som er den pris, en vare skal koste, hvis man vil undgå at betale en udligningstold ved import til Japan. Helt lavpraktisk har det haft den konsekvens for Danish Crown, at man har været nødt til at fylde containerne op med en blanding af dyre varer og så standard bulkvarer for at regulere gennemsnitsprisen så meget op som muligt. Derfor er Fabrik 3’s produktion afgørende for Danish Crowns Japan-eksport, selvom fabrikken kun producerer en brøkdel af de 100.000 ton, som koncernen i alt sender til Japan hvert år.

- Uden Fabrik 3 var der ikke den samme eksport til Japan. For det er de specielle varer her fra fabrikken, der er med til at trække gennemsnitsprisen op, så vi kan sende bulkvarer derover, fastslår Jesper Frandsen.

Flere hundrede nye arbejdspladser 
Hvad Japan-aftalen på sigt kommer til at betyde for Fabrik 3, vil Jesper Frandsen ikke gætte på. Men Danish Crowns topchef Jais Valeur har tidligere vurderet, at aftalen kan skabe mellem 100 og 300 nye arbejdspladser i Danmark.

Som en direkte konsekvens af frihandelsaftalen meddelte Danish Crown for nylig, at koncernen etablerer endnu en japansk produktion på slagteriet i Blans i Sønderjylland. Den skal dog i modsætning til Fabrik 3 specialisere sig i hakket svinekød. 

Japan er i dag Danmarks næststørste eksportmarked for grisekød efter Storbritannien.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094