61 pct. af landets privatansatte ingeniører er inden for de seneste 12 måneder enten blevet headhuntet eller forsøgt hentet til en ny stilling. Det viser en rundspørge blandt 17.500 ingeniører, som Ingeniørforeningen i Danmark, IDA, har lavet. Det skriver Finans.
- Vi oplever en voldsom stigning i efterspørgslen, og det viser, hvad vi har skreget på i årevis: at der er en eklatant mangel på arbejdskraft. Vores bekymring er, om virksomhederne kan holde arbejdspladserne i Danmark, hvis ikke de finder de medarbejdere, der kan løse udfordringerne, siger formanden for Ansattes Råd i IDA, Juliane Marie Neiiendam, til Finans.
Konsekvensen af manglen på arbejdskraft har blandt andet ført til, at ingeniørerne de seneste tre år har oplevet reallønsstigninger på mere end 3 pct. hvert år, så startlønnen for en nyuddannet på det private arbejdsmarked i dag ligger på mellem 38.000 kr. og 40.000 kr. om måneden.
Ledigheden blandt IDA’s medlemmer er samtidig nede på 1,5 pct., hvilket er samme niveau som inden krisen i 2009, mens den generelle ledighed i Danmark er 3,8 pct.
I en rundspørge blandt 3.071 medlemmer af fagforeningen Djøf, der organiserer cirka 96.000 primært jurister og økonomer, angiver hver femte, at de har skiftet job inden for de seneste 12 måneder.