23948sdkhjf

- Michelins stjerner på vej til hele Danmark

Hidtil forbigåede steder i provinsen har gode chancer
Danmark står internationalt i en unik position før årets uddeling mandag aften af de prestigefyldte michelinstjerner til Nordens bedste restauranter.

Det mener Bent Christensen, redaktør af Den danske Spiseguide og dansk gastronomis grand old man i årtier.

- Dansk gastronomi er helt i front, hvor vi aldrig har været før, og hvor hele verden kigger på os, siger han.

Han tror, at der er chancer for stjerner til endnu et par af de hidtil forbigåede steder i provinsen.

- Det vil komme bag på mig, hvis der ikke falder stjerner på Fyn til Falsled Kro og Lieffroy i Nyborg. Nordjylland har gode bud med Ruths Hotel i Skagen, Bryghuset Vendia i Hjørring og Tabu i Aalborg. Samtidig er Noma oplagt kandidat til tre stjerner, siger han.

Sidste år modtog hele 26 danske restauranter i alt 31 michelinstjerner.

Desuden vandt køkkenchef Kenneth Toft-Hansen for nylig det uofficielle verdensmesterskab for kokke, Bocuse d'Or. Som Rasmus Kofoed fra Geranium gjorde det i 2011.

For ikke at tale om Noma, som fire gange tidligere er kåret som verdens bedste restaurant af Restaurant Magazine, og nu er tilbage efter en stor relancering.

Der er en grænse
- Oveni er der mindst 10 danske toprestauranter på samme niveau som de, der har fået stjerner. Vi har aldrig stået stærkere internationalt. Som med håndbold er gourmetrestauranter noget, alle mulige nu snakker om, selv om de ikke før var spor interesserede i emnet, siger Bent Christensen.

Men selv om han tror på, at der igen vil falde stjerner nye steder i år, så er der også en grænse.

- Danmark ligger i forvejen som vel det land i verden, der har flest stjernerestauranter på så lille et område og så lille en befolkning, siger han.

- På et tidspunkt risikerer der at gå inflation i det, og det tror jeg, Michelin selv er klar over. Så vi skal nok lige klappe hesten. I stedet for at ønske flere og flere stjerner, er det vigtigt, at det er de bedste, der får dem. Derfor kan det også være, at nogle mister deres i år, tilføjer Bent Christensen.

Uddelingen af de nordiske michelinstjerner sker i år i Aarhus og dermed for første gang uden for en hovedstad.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094