23948sdkhjf

Det nye Noma fik to Michelinstjerner

28 restauranter deler 35 stjerner i ny guide
Restaurant Noma i København er tilbage i Michelinguiden for de nordiske lande med to stjerner efter sin genåbning i nye lokaler og med et nyt koncept.

Det stod klart mandag aften, hvor den nyeste udgave af den gastronomiske guide blev præsenteret i Aarhus.

Da Noma i 2017 lukkede midlertidigt, mistede restauranten de to stjerner, den havde på daværende tidspunkt. Men nu har Noma altså genvundet de to stjerner, efter at restauranten er genåbnet.

I alt 28 restauranter i Danmark inklusive Færøerne får tilsammen 35 michelinstjerner i guiden. Det er en fremgang på to spisesteder og fire stjerner i forhold til den seneste udgave.

Ny på gourmetstjernehimlen er restaurant Alouette på Islands Brygge i København, mens restaurant Koks i Kirkjubøur på Færøerne er gået fra en til to stjerner.

Samtidig bevarer Henne Kirkeby Kro samt AOC og Kadeau i København alle deres to stjerner i Michelinguiden. Geranium i København bevarer sine tre stjerner, der ifølge guidens definition er en rejse værd.

To stjerner betyder ifølge Michelin, at restauranten er en omvej værd. En stjerne betyder, at det er en rigtig god restaurant i sin kategori.

Skuffelse på Fyn og i Nordjylland
Alle de danske restauranter, der havde en stjerne i forvejen, har formået at holde niveauet og bevare deres stjernestatus.

Det gælder også Restaurant Frederikshøj i Aarhus. Men dermed får stjernekokken Wassim Hallal ikke sin stjerne nummer to, som kendere ellers havde gættet på.

Også på Fyn og i Nordjylland må de fortsat se langt efter michelinstjerner, selv om kendere på forhånd havde forventet, at de første stjerner kunne tilfalde restauranter i regionerne.

Guiden for de rejselystne gourmeter har også anbefalinger til restauranter, der tilbyder god mad til rimelige priser - såkaldt Bib Gourmand. Her har Danmark fået to nye restauranter på kortet - Selma i København og Moment på Djursland.

Ifølge guidens direktør, Gwendal Poullennec, gør diversitet og høje ambitioner restauranterne i de nordiske lande til noget særligt for madelskere over hele verden.

- Den 6. udgave af den nordiske guide føjer igen flere restauranter til. Vores inspektører finder fortsat spændende, nye restauranter, mens de følger udviklingen hos de etablerede køkkener tæt, siger han i en pressemeddelelse.

De fem nordiske lande Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island har tilsammen tre restauranter med tre stjerner, 10 restauranter med to stjerner og 51 restauranter med en stjerne. Dertil kommer 34 restauranter med Bib Gourmand.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078