23948sdkhjf

Branchemand køber Uni-food Technic

Grundlægger har efter 34 års ejerskab solgt virksomheden

Maskinproducenten Uni-food Technic A/S har fået ny ejer. Det er sket ved et generationsskifte, hvor den tidligere Brüel Systems-direktør Kurt Bech Christensen køber virksomheden. Grundlægger og sælger Bjarne N. Jensen fortsætter samtidig i organisationen.

- Efter jeg stoppede hos Brüel Systems (før sommerferien 2018, red.), startede jeg relativt hurtigt jagten på en virksomhed, som jeg kunne købe. Jeg var på jagt efter en mindre virksomhed, som kunne gøres til en endnu bedre forretning. For det trives jeg ved. Fordelen her er, at virksomheden beskæftiger sig inden for et felt, hvor der er vækst, siger Kurt Bech Christensen om købet, hvor kontakten blev skabt gennem et mæglerfirma.

Uni-food Technic har hjemme i Storvorde ved Aalborg, har cirka 25 ansatte og når en omsætning på 45 mio. kr. i år. Virksomheden har specialiseret sig som leverandør af maskiner og udstyr til fiskeindustrien - især inden for lakseindustrien. 95 procent af omsætning sker på eksportmarkederne, hvor specielt de to største laksemarkeder i verden, Norge og Chile, trækker salget.

Udover egne sælgere og egen afdeling i Chile serviceres kunderne af agenter i flere lande.

Ambitiøs køber
Alle maskiner og linjer bliver bygget og testet på fabrikken i Storvorde, hvorefter maskinerne bliver installeret, indkørt og sluttestet ude hos kunderne.

Kurt Bech Christensen har igennem de seneste 20 år haft direktørposter i en række virksomheder, blandt andet Brüel Systems, Desmi, Grundfos og Logstor.

Den nye ejer har også tidligere været ansat i virksomheder, der leverer til fødevareindustrien.

Vækstsejlene sættes
Uni-food Technic evner allerede at skabe sorte tal på bundlinje. Det er sket i 33 ud af 34 leveår, og i det senest offentliggjorte regnskab, der dækker 2017, var resultatet før skat på 2,3 mio. kr.

Den nye ejer kommer dog med ambitioner om vækst på både top- og bundlinje.

- Der er ikke i tvivl om, at virksomheden har potentiale og vil udvikle sig til en endnu stærkere og betydende leverandør af udstyr til fiskeindustrien, siger Kurt Bech Christensen, som i den nærmest fremtid vil udvide medarbejderstaben både indenfor salg, teknik og produktion.

Grundlægger fortsætter
Den nu tidligere ejer, Bjarne N. Jensen, startede virksomheden op i midt 80’erne, og han vil fortsætte som key account director, og på den måde vil han fastholde kontakten til kunderne.

Overtagelsen sker med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2019.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094