23948sdkhjf

Medie: Danish Crown overvejer at lukke slagteri

Danish Crowns slagterikoncern har overkapacitet på sine danske slagterier og overvejer derfor at lukke et af dem.

Det skriver erhvervsmediet Finans, som nævner, at medarbejderne i den seneste tid flere gange har oplevet at blive sendt hjem før tid, fordi der har været for få grise

Ifølge mediet er Danish Crown presset, fordi de danske landmænd producerer færre og færre slagtesvin. Tilførslerne til Danish Crowns slagterier har passeret en smertegrænse, der tvinger selskabet til at reagere.

Finans erfarer, at Danish Crowns ledelse netop nu er i gang med at analysere situationen, og at den ventes at træffe en beslutning i første halvdel af juli. Angiveligt er der fire muligheder på bordet: At lukke et helt slagteri. At lukke aftenhold. At medarbejderne går kollektivt ned i tid. Eller en kombination af disse tre muligheder.

Selskabets ledelse vil p.t. ikke oplyse nærmere om de aktuelle overvejelser og analyser, men i det seneste nummer af personalebladet lægger topchef Jais Valeur ikke skjul på, at situationen er alvorlig:

- Vi får færre grise til slagtning. Desværre går det stærkt. Vi oplever for tiden, at tilførslerne dykker med 4,5 pct. Den udvikling må og skal vi stoppe, skriver han.

Producenter vil have handling
I en pressemeddelelse fra Danske Svineproducenter konstaterer sammenslutningens formand, Kim Heiselberg, at det er 11. time for Danish Crown at få vendt den onde cirkel, som ifølge Danske Svineproducenter er en "dødsspiral".

- I årevis har den pris, som slagteriet har formået at betale danske svineproducenter, ikke gjort det rentabelt at producere slagtesvin i Danmark. Derfor har der ikke været de investeringer i nye anlæg, vi alle kunne ønske os. I stedet lukker gamle nedslidte anlæg, og smågrisene bliver i stigende omfang solgt sydpå, nævner Kim Heiselberg.

Han konstaterer, at antallet af danske slagtninger falder, fordi Danish Crown ikke kan følge med den tyske notering, som øger prisen for smågrise syd for grænsen og sender stadig flere smågrise sydover. Faldet i antallet af slagtninger giver overkapacitet på de danske slagterier, der øger omkostningerne og gør det endnu sværere at give en konkurrencedygtig notering, fastslår formanden..

- Hvis ikke vi får vendt den onde cirkel, er det i værste fald en glidende afvikling af dansk slagtesvineproduktion, hvilket vi naturligvis ikke ønsker, tilføjer han. Kim Heiselberg er ikke i tvivl om, at den onde cirkel kalder på nytænkning i Danish Crown - og en ledelse, der er langt dygtigere end den nuværende, lader han forstå.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095