23948sdkhjf

Ny ejer skal redde Defco

De cirka 160 medarbejdere hos den aarhusianske pålægsproducenten Defco, som netop er taget under konkursbehandling, har udsigt til måske at kunne beholde deres job.

Lige nu arbejdes der på at finde en køber, så driften kan fortsætte, skriver TV2 Østjylland på sin hjemmeside med henvisning til oplysninger fra Mikkel Løgsted, der er ansvarlig advokat på sagen og partner i Advokatfirmaet Poul Schmith.

- Vi er i gang med at sikre aktiverne med et fokus på en salgsproces, så vi kan få driften over i et nyt setup for på den måde at varetage interesserne for kreditorerne, driften og de ansatte, siger Mikkel Løgsted til tv-stationen.

Han tilføjer, at salgsprocessen går planmæssigt, men at der skal findes en løsning i løbet af en uges tid, hvis det skal være en mulighed.

Selv om selskabet er taget under konkursbehandling, er driften fortsat med henblik på at øge mulighederne for et salg.

Defco, der blev etableret af Knud Erik Czaja i 1982, havde sidste år et underskud på cirka 44 millioner kroner, og de seneste fire år er det tilsammen blevet til et minus på 56 millioner.

Knud Erik Czaja ejer fortsat hovedparten af selskabet, men har nu sønnerne Morten og Mikkel med i ejerkredsen og ledelsen.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094