Sagens forløb
Dansk Kartoffelproducent-forening er blevet dømt for at opfordre deres medlemmer til at benytte mindstepriser og til at lade kartofler blive i jorden for at begrænse udbuddet og dermed sikre en højere pris. Det er i strid med konkurrenceloven. Retten i Kolding har idømt brancheforeningen en bøde på 500.000 kroner. Foreningens forhenværende formand er idømt en personlig bøde på 25.000 kroner. I 2008 indskærpede Konkurrencestyrelsen overfor Dansk Kartoffelproducent-forening, at de ikke måtte tilskynde deres medlemmer til at samordne priser. Konkurrencestyrelsen foretog sig dog ikke yderligere i sagen, da foreningen underskrev en erklæring, om at de ville overholde konkurrenceloven. Den konkrete sag startede i september 2009, hvor Dansk Kartoffelproducent-forening holdt stormøde i Grindsted. Her blev foreningens medlemmer opfordret til at hæve prisen på spisekartofler og samtidig begrænse udbuddet. Det skulle ske ved at lade dele af produktionen blive i jorden. Nogle dage senere gentog foreningens daværende formand opfordringen til foreningens medlemmer i et indslag i TV-Avisen. Konkurrencestyrelsen anmeldte sagen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK) i oktober 2009. SØK efterforskede sagen og rejste tiltale mod foreningen i december 2010. Retten har ved bødefastsættelsen for brancheforeningen lagt vægt på: - […] At en opfordring fra en brancheforening til medlemmerne, der har til formål eller følge at begrænse priskonkurrencen mellem disse, må i almindelighed anses for at være en alvorlig overtrædelse af konkurrenceloven. Dette gælder ikke mindst i en situation som den i denne sag omhandlede, hvor foreningen i 2008 havde modtaget en indskærpelse fra Konkurrencestyrelsen om ikke at forsøge at påvirke medlemmernes prisfastsættelse eller øvrige forretningsbetingelser.