23948sdkhjf

Mille Food: Fejl i syv ud af 16 kontrolrapporter

Gentagne problemer med at overholde fødevarereglerne
Hundested-virksomheden Mille Food, som for nylig af Fødevarestyrelsen blev afsløret i at have brugt ulovligt importerede ingredienser i sin produktion af modermælkserstatning, har flere gange tidligere været i karambolage med fødevarelovgivningen.

Det skriver erhvervsmediet FødevareWatch, som har fået aktindsigt hos Fødevarestyrelsen. Styrelsen vil politianmelde Mille Food efter seks kontrolbesøg i løbet af de seneste fire måneder, hvoraf fire af besøgene førte til anmærkninger. Og aktindsigten viser, at Mille Food i 2018 fik anmærkninger for overtrædelse af fødevarelovgivningen på tre kontrolbesøg i træk

Dermed har virksomheden siden etableringen af egen produktion i august 2017 fået en løftet pegefinger ved syv ud af i alt 16 kontrolbesøg, konstaterer mediet.

Sagerne fra 2018 handler blandt andet om, at Mille Food manglede identifikationsmærke på sin modermælkserstatning, og at det trods løfte om det modsatte ikke var bragt i orden to måneder senere. Det udløste en bøde på 15.000 kroner.

Og ved et besøg i november sidste år fandt Fødevarestyrelsen flere fejl. Her kunne Mille Food ikke fremvise skriftlig egenkontrolprocedure for eksport til Kina. Der manglede blandt andet mærke på tre kartoner på en palle til Kina, og vandkvaliteten på virksomheden var heller ikke i orden.

Nu er Mille Food så havnet i endnu større problemer med sagen om en politianmeldelse, som også omfatter Titan Trade Company, der har importeret valleproteinet lactoferrin ulovligt - en ingrediens, som senere blev brugt i produktionen af modermælkserstatning hos Mille Food.

Den tidligere direktør i Mille Food, Steve Wang, der også står bag Titan Trade Company, blev sammen med kvalitetsdirektør Michael Dahm-Hansen og fabrikschef Martin Thomsen fyret hos Mille Food som følge af sagen. Desuden er der beslaglagt 400 paller med modermælkserstatning his virksomheden.

Mille Food har ingen kommentarer:

- Set i lyset af den politianmeldelse er det det eneste rigtige at gøre, siger Mikkel Faurholdt fra Faurholdt Kommunikation til FødevareWatch på vegne af selskabet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203