23948sdkhjf

Mille Food fik sit første plus, men venter stadig på Fødevarestyrelsen

Efter at have tabt sammenlagt over 21 millioner kroner i sine tre første regnskabsår kom Mille Food, der producerer modermælkserstatning, i høj grad på rette spor i 2020.

Året endte med et overskud på godt 14 millioner kroner efter skat, en særdeles markant forbedring sammenlignet med et minus på 13 millioner i 2019.

Hundested-vrksomheden, der eksporterer hovedparten af sine produkter til Kina, har dermed overvundet de voldsomme hug, som virksomheden fik i 2019 i forbindelse med en skandalesag om manglende sporbarhed. 

Sagen førte til, at Fødevarestyrelsen i en periode lukkede for Mille Foods eksport, og produkter for cirka 12 millioner kroner blev destrueret.

Nu håber Mille Food på snart at få sat et endeligt punktum, men det lader vente på sig.

- Virksomheden er genstand for efterforskning og potentielt krav fra Fødevarestyrelsen på grund af problemer relateret til varer, der blev destrueret i 2019. Virksomheden har et potentielt modkrav, skriver ledelsen i den nye årsrapport.

Til Food Supply forklarer Mille Food-direktør John Morgen Jensen, at Mille Food ikke forventer noget krav fra myndighederne, men at virksomhedens advokater i givet fald kan være klar med et modkrav.

- Vi har ikke fået endeligt bekræftet, at myndighederne ikke kommer med mere. Vi håber på, at vi får en fair behandling fra Fødevarestyrelsen - og det plejer vi også at få. Denne sag er det eneste problem, vi har haft, påpeger direktøren.

Om indeværende regnskabsår siger han:

- Vi er nu ved at have fået ryddet op, og jeg regner også med overskud i 2021. Selv om verdensmarkedet er hårdt ramt af corona, så er det stadig en ok business at lave modermælkserstatning.

Nicher

John Morgen Jensen ønsker ikke at oplyse, hvor meget af produktionen i Hundested der ender i Kina, men nøjes med at sige, at det er hovedparten og "en meget stor del".

- Jeg kan heller ikke sige hvilke andre lande vi eksporterer til. Men vi forsøger at finde markeder, hvis vi ser et potentiale. De store drenge på det her marked omsætter jo for milliarder af dollars, og de kan være svære at hamle op med. Så vi forsøger at finde nogle nicher, nævner han.

John Morgen Jensen har været direktør hos Mille Food siden december sidste år, da han afløste Christian Dehlholm. Sidstnævnte havde været direktør i et års tid efter at have afløst stifter og medejer Steve Wang i kølvandet på sporbarhedssagen.

Steve Wang skiftede fra at være direktør til at være bestyrelsesformand, og i den rolle hentede han i slutningen af sidste år så John Morgen Jensen ind som ny direktør.

- Jeg var kommet hjem fra Kina i slutningen af 2019 efter at have arbejdet dér i 17 år. Og Steve Wang kunne godt tænke sig at få en produktionsmand som mig ind til at optimere processerne, siger John Morgen Jensen.

Han nævner, at han i Kina fortrinsvis arbejdede med elektronik - de sidste 10 år for tyske Diehl Controls, hvor han var CEO i den kinesiske afdeling med 1.500 ansatte.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109